Dødstankerne forsvandt på hospital og plejehjem

Allan Petersen har fået livsmodet tilbage via sundhedsvæsnet
Ævl og kævl. Brok, kritik, en evig leden efter negative ting.
Man behøver ikke at være Sherlock Homes for at finde negative læserbreve og kommentarer på debatsider, når det gælder det danske sundhedsvæsen.
Allan Petersen – kendt fra tv-programmerne om at tabe sig - Livet er fedt – er til gengæld helt ovre i den anden grøft.
-Havde det ikke været for en sygeplejerske på Rigshospitalet og nu senest her på Kildegården i Søborg, så havde jeg ikke været her i dag. For jeg har haft modgang, der fik humøret helt ned i kulkælderen, hvor jeg direkte har bedt en sygeplejerske om at ”glemme” et par piller på natbordet, så jeg kunne sove ind, fortæller Allan Petersen – kendt som Nalle blandt hans mange venner.
To gange i livet er han ud af det blå blevet enkemand. Den slags river. Vildt og voldsomt hos en person, der ikke har haft meget familie. Og hvis man kigger efter i den store danske lægebog, så mangler man næsten kun kræft, så har han stiftet bekendtskab med alt.
For tiden sidder han på sit værelse på Kildegården på Kildebakkegårds Alle 165 , hvor han bliver vartet op i hoved og bagdel, fordi han sidder i kørestol efter at have brækket en knæskal ved at køre ind i en hylde i Kvickly, så han kortvarigt besvimede af smerter.
-Jeg er nærmest hjælpeløs, når det gælder hygiejne, og så må man bare smide al blufærdighed over bord og blive tørret og vasket. Personalet er da ligeglade med hvem, der er patienter. For dem er det bare en opgave, der skal klares på bedste vis.
Og så vælter de rosende ord ud af Allan. Specielt en af plejerne har der været der hele tiden.
Men det vil være urimeligt over for alle de andre at nævne hendes navn.
-For alle de andre gør jo også en bunke for, at jeg skal have det så godt som muligt, så humøret kan blive holdt højt. De ved ikke alt det gode de skal gøre for os. Det virker som om ”Empati” er et fælles mellemnavn hos dem allesammen
-Jeg går til en masse genoptræning, så jeg forhåbentlig snart kan komme på højkant, og jeg selvtræner ved siden af for at fremme processen. Det koster mig mange penge at være her. 156 kr. i døgnet skal lægges oveni i den husleje, som jeg skal betale i Bagsværd. Heldigvis fik jeg nogle ekstra penge, da Nancy døde, men de rækker jo ikke evigt. Nu ser det ud som om at jeg kan komme over i en boligerne bag Søborg Torv. Så er der heller ikke så langt til Gladsaxe Stadion, så jeg kan komme over og se nogle kampe. Jeg får måske svar allerede på søndag, siger Allan.
-Jeg vil meget, meget nødigt tilbage til lejligheden i Bagsværd. Jeg fandt jo Nancy død en morgen, og det syn gør så ondt, at jeg meget nødigt vil ind i det værelse igen, siger Allan.
Humøret var langt nede, da han mistede Nancy, som han mødte på Ubberup Højskole, da de skulle tabe sig.
Oveni det hele fik han så meget alvorlige maveproblemer, der viste sig at være tarmslyng. Var han kommet få minutter senere på Herlev Hospital, havde hans liv ikke været til at redde.
Når talen falder på alle hospitalsbesøgene mener Allan, at han vist snart kun mangler Amager for at have været hele vejen rundt.
Der kommer ekstra glød i stemmen, når han fortæller om den aften inde på Rigshospitalet, hvor det hele var ved at brase sammen, og han vil villig til at sige farvel til det hele. Og bad om de ekstra piller.
-Senere kom sygeplejersken og satte sig ved min seng og tog min hånd og sagde, at nu skulle jeg bare lukke op for alle sluserne og komme ud med alle problemerne. Hun havde revet en time ud af kalenderen bare for at være der for mig. Det reddede mig og gav mig livsmodet tilbage. Og på Kildegården er der den samme vilje til at være der for andre, storroser Allan.
De senere år har han været materialemand hos AB og stadionspeaker. Alt er lagt på hylden, nu hvor han er låst fast i kørestolen.
-Men jeg vil gerne tilbage. Det varmede helt utroligt, da ABs viceanfører Søren Ilsøe kom forbi med en trøje og en hilsen fra spillerne, og jeg blev så glad, da spillerne efter kampen mod Fredericia kom og hilste på mig.
-Nancys ”hundeveninder” fra Bagsværd er helt fabelagtige, når det gælder om at støtte og hjælpe og transportere.
Der er lyst og lækkert på Kildegården i den nyeste afdeling, og der er en stor tv-stue, hvor beboerne lige har været gennem hele Matador-serien. Selvfølgelig skaffet af Allan.
Og så ingen roser uden torne: Den aften hvor spegepølsen på smørrebrødet vendte begge i vejret, og kartoffelmaden havde lidt for mange timer på bagen trak ned. Men så var det altså heller ikke værre.