Nyheder

En ildsjæl blev belønnet

En ildsjæl blev belønnet
Rana El Haji fik overrakt Gladsaxeprisen på Gladsaxedagen 22. august af borgmester Serdal Benli.
Forkvinde for bydelsmødrene Rana El Hajj fik Gladsaxeprisen 2026 for sin store indsats med at skabe aktiviteter og bygger broer mellem borgere i Høje Gladsaxe
Mange vil gerne give en hånd med, når der skal laves noget socialt arbejde. Men de fleste projekter kræver en tovholder, der kan få det hele til at køre på skinner.
Det kan Rana El Haji fra Høje Gladsaxe, og den indsats hun har ydet i sin bydel via bydelsmødrene gennem mange år blev lørdag aften belønnet med 10.000 kr. og et diplom og meget flotte ord fra borgmester Serdal Benli lige før Henning Stærk indledte sin koncert.
-Det med pengene kom helt bag på mig, og jeg ved ikke engang, om jeg skal have dem alle sammen eller om de skal gå til gruppen. Men brugt skal de nok blive, siger Rana.

Rana El Hajj får Gladsaxeprisen som forkvinde for bydelsmødrene i Høje Gladsaxe. Hun har skabt en lang række aktiviteter og bygget broer mellem borgere i Høje Gladsaxe på tværs af kulturer, aldre, religioner, etnicitet m.m.
Bydelsmødrene er en frivillig indsats under Fonden for Socialt Ansvar og har særligt fokus på kvinder, der er lidt isolerede og sårbare og typisk har svært ved det danske sprog.
- Det er utrolig vigtigt for vores lokalområder, at vi har sådan nogle borgere som Rana og hendes medmødre. Bydelsmødrene får skabt vigtige broer, der gør, at flere bliver en del af de lokale fællesskaber og får en stærkere tilknytning til det danske samfund, hvilket er helt afgørende for følelsen af at høre til. Det er så fortjent, at Rana modtager prisen, siger borgmester Serdal Benli.
Og det var en glad Rana El Hajj, der modtog prisen, der blev uddelt på Gladsaxedagen.
- At vinde Gladsaxeprisen for min indsats som frivillig i Høje Gladsaxe betyder utrolig meget for mig. Det er en anerkendelse af det fællesskab, jeg brænder for og af de mennesker, jeg har haft glæden af at gøre en forskel for. Jeg er både stolt, taknemmelig og ydmyg over prisen, siger Rana El Hajj.
Hun er egentlig uddannet kosmetolog, men det job er droppet.
Kroppen kunne ikke holde til det.
-Jeg blev uddannet som bydelsmor for mange år siden og fik også et job inden for det sociale arbejde. En overgang holdt jeg pause, og da jeg vendte tilbage, lå det hele meget stille. Det gik jeg rettet op på, og nu kører det hele helt forrygende, siger hun.
Den første fredag i hver måned er der fællesspisning.
-Måse kommer der 10, måske kommer der 20, måske kommer der 50. Det ved vi ikke. Vi prøvede med tilmelding, men det fungerede ikke. Så nu tager vi tingene som de kommer. Er der mangel på nogle ting, så kan vi hurtigt komme i Lidl eller Netto, slår Rana fast.
Ældre kvinder inviteres også med til familiemiddagene.


Et andet eksempel er de såkaldte mødregrupper for kvinder, som Rana også har taget initiativ til.
Mødregrupperne er for mødre, der har svært ved det danske sprog. De mødes en gang om ugen, laver mad sammen og hygger sig. Kvinder, der ikke kan dansk, kan også få hjælp til fx forældremøder, lægetider m.m. Der bliver på den måde skabt en god bro mellem kvinderne og det danske samfund samtidig med, at der bliver skabt nogle gode fællesskaber.
Det er anden gang Gladsaxeprisen uddeles. Gladsaxeprisen fremhæver og anerkender særlige indsatser og initiativer, der sker blandt borgere, foreninger, det frivillige sociale arbejde og erhvervsliv i Gladsaxe Kommune, som indfrier Gladsaxestrategiens målsætninger om social-, miljømæssig- og økonomisk bæredygtighed. Den uddeles under fire forskellige temaer. I år er temaet Integration og minoriteter, sidste år handicap, psykisk sårbarhed og social udsathed. I 2027 er temaet Seniorer og i 2028 Bæredygtighed.