Debatindlæg af byrådsmedlem Astrid Søborg, Venstre, 1. viceborgmester
For 8 mio. kr. flere ledere på skolerne? Venstre har gravet sig igennem borgmesterens forslag til budget. Og der er tidsler og ting, der springer i øjnene.
Venstre har været med til at finde besparelser, så der bliver plads til at prioritere penge til nye projekter. Byrådet skal også holde sig inden for den økonomiske ramme, som Christiansborg har lagt for Gladsaxe Kommune. Venstres gruppe er generelt ansvarlige. Vi kan godt tåle at tage svære beslutninger.
Borgmesterens ene store satsning i budgetforslaget er to-lærerordning i indskolingen. Den satsning er meget dyr. Det betyder så dårligere tandpleje, dyrere mad i vuggestuerne, mindre rengøring på skoletoiletterne, blandt andet. (Nogle af tidslerne).
Men så hopper kæden altså også lidt af for os i Venstre, når man derudover vil bruge næsten 8 mio. kroner på at genindføre et ekstra ledelseslag på skolerne, som vi lige har fjernet. Hvis der er opgaver på skolerne, der trænger til mere opmærksomhed, så lad os se på det. Men flere ledere? Det har vi altså svært ved at se som en god prioritering.
Jeg tror og håber på, at Gladsaxe Kommune har lærere, der kan selv.
Hvad skal vi med ekstra ledere