Politik

Likviditet

Likviditet
Der er 1.150 millioner i kommunekassen
Et fald på 12 millioner kroner i første kvartal

Når økonomiudvalget på tirsdag holder møde, er et af punkterne på dagsordenen en orientering om kommunens nuværende økonomi. Der skal bruges mange penge til at betale for de mange store projekter, der er i gang.
Kommunens gennemsnitlige likviditet opgøres løbende og skal kvartalsvis indberettes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Likviditeten er opgjort som et gennemsnit over det sidste år og opgøres netto, hvilket vil sige, at træk på kassekreditter modregnes i likviditeten.
Gladsaxe Kommunes gennemsnitslikviditet er pr. 31.03.2026 opgjort til 1.150 mio. kr., hvilket er fald på 12 mio. kr. i forhold til ultimo 2025.
Den gennemsnitlige likviditet forventes at falde i løbet af året, så den ultimo 2026 forventes at udgøre godt 950 mio. kr. Det er godt 200 mio. kr. lavere end ultimo 2025. Faldet er i overensstemmelse med de budgetterede forudsætninger, og kan primært tilskrives udgifterne til planlagte anlægsinvesteringer.
Kommunens likvide beholdning er i perioden 2026-2029 disponeret til finansieringen af blandt andet følgende anlægsprojekter: Buddinge Byport, Kapaciteten på dagtilbudsområdet, Fremtidens læringsmiljøer på skolerne, Håndtering af regnvand på Kommunens ejendomme og arbejder med asbestsanering. Derudover er der afsat penge til genopretning af kommunens ejendomme og infrastruktur.
De planlagte anlægsprojekter i perioden 2026-2029 forventes i alt at ville medføre et likviditetstræk på godt 1,3 mia. kr. Dette er eksklusive udbygningerne på fjernvarmeområdet på godt 1,0 mia. kr., som er lånefinansieret.
Bemærkninger til opgørelsen
Forvaltningen følger nøje likviditetsforbruget for at sikre den bedst mulige formueforvaltning. Gladsaxe Kommunes overskydende likviditet er placeret i danske obligationer samt i bæredygtige aktier.
De urealiserede kurstab på kommunens værdipapirer kan ved udgangen af 1. kvartal 2026 opgøres til godt 10 mio. kr., der kan tilskrives et fald i aktiekurserne som følge af nedgang i performance på bæredygtige aktier som følge af uro på de finansielle markeder. Forvaltningen følger løbende op herpå.