Nyheder

Letbanen den store vinder

Letbanen den store vinder
Passagertallet tirsdag pynter gevaldigt på statistikken hos Hovedstadens Letbane.
Der var udsigt til kaotiske tilstande, hvis store dele af tilskuerne fra Brøndby tog bilen til pokalkampen mellem AB og Brøndby. Der er alt for få p-pladser nær stadion.
Men det gik langt bedre end man kunne have frygtet. For mange tilskuere havde lugtet lunten, og så blev det et mindre gennembrud for letbanen.
Mange, mange tilskuere fra Brøndby kørte til stoppestedet ved Gladsaxevej og så fik apostlenes heste en chance. Længere er gåturen til stadion altså heller ikke.
Og efter kampen var fortovene på begge sider af Gladsaxevej fyldt op med lange rækker af fodboldtilskuere på vej til stoppestedet.
I Høje Gladsaxe var der en lang række alternative parkeringer på diverse rabatter, men også her gik det nogenlunde smertefrit.
På Gladsaxe Stadion er der i alt cykelstativer med plads til 115 cykler. Men der kan jo laves mange alternative parkeringer med cykler, og det blev der så. Hundredvis af cykler stod lænet op ad mure og hegn.
Alle tilskuere kom ind til tiden og generelt var der en positiv stemning i begge lejre. Fordi man elsker sit eget hold, behøver man jo ikke at hade det andet.