10.750 tilskuere skabte superb stemning da Brøndby vandt pokalkampen med 2-1
Stadionrekorden røg sig en tur og blev forbedret med 500 tilskuere. Der var fejl undervejs rent logistisk, men de var så små, at det dårligt var værd at registrere.
Så alt i alt blev pokaldysten en af den slags begivenheder, som mange vil huske for det gode. For alle blev vidne til en intensiv dyst, der ikke var præget af ret mange seriøse afslutninger, men hvor der blev kæmpet om hver en meter på banen.
Kvalitetsmæssigt var der ikke den stor forskel på de to mandskaber, men når de små chancer opstod – så slog Brøndby til.
I 1. halvleg havde AB’s Marius Stenner meget store problemer med at stoppe Brøndbys Marcus Yonis, så det lå i luften, at hvis Brøndby skulle score, så ville indlæggene komme fra højre side.
Men holdene gik til pausen med 0-0. For Marcus Yonis havde svært ved at servere de perfekte indlæg. AB havde mest gjort sig bemærket med presset langt fremme på banen, der gør det svært for modstanderne at bygge noget op.
Kampen tog en vending lige efter pausen, da Brøndby brød igennem i venstre side. Filip Bundgaard trak ind i banen og lagde sikkert over ved foden af modsatte stolpe. Det burde han aldrig have fået lov til.
AB skiftede tre spillere ud efter 58 minutter for at få vendt slagets gang, men det kneb stadig med den berømte kvalitet i afslutningerne. Og for begge hold gjaldt det, at man alt for sjældent prøvede at afslutte fra distancen
Og med et kvarter tilbage fik Brøndby en kontramulighed, der gav Oskar Fenger chancen for at øge føringen til 2-0.
Der så det sort ud for AB.
Men så slog kampens helt store profil til. ABs anfører Søren Ilsøe spillede ganske enkelt en pragtkamp. Ikke alene fordi han vanen tro gik forrest i den solide fight, hvor han bruger sin fysik, men også fordi han skilte sg fornuftigt ad med bolden. Det var en kamp på Superliganiveau – på et af de bedre hold.
Og for at gøre dagen helt formidabel, så fik han den gode ide at fyre løs mod Brøndbys mål. Bolden suste utageligt i nettet til 2-1. Så var der nyt håb.
AB følte sig også snydt for et straffespark i slutfasen, men det endte med en advarsel til Serigne Diop.
I slutfasen havde Brøndby et par kolo-enorme chancer. Oskar Fenger fik en friløber fra midten, men valgte at skyde lige på Adam Benediktsson i AB’s mål. Få minutter tidligere leverede AB-keeperen en strålende dobbeltredning.
Summa summarum: AB faldt med ære og fik bevist, at der er kvalitet nok til at blande sig i topstriden i 1. division, hvor det allerede på lørdag går løs i Fredericia.
AB holdt fodboldfest – med to minusser
AB formåede næsten gennem alle 90 minutter at matche Brøndby. Men der kom lige de par småfejl, der blev straffet.