Beboere i nærheden af Haraldsgave er nu kommet op på barrikaderne for at forhindre, at der bliver bygget op til 44 huse. Eller i det hele taget bygget noget som helst.
Der er sat en underskriftindsamling i gang, og den skal løbe frem til 24. juni, hvorefter den vil blive overrakt til borgmester Serdal Benli som repræsentant for byrådet.
Sagen var oppe at vende på det seneste byrådsmøde i en timelang debat, der især var baseret på en lang række spørgsmål fra det tidligere byrådsmedlem Lars Abel.
Det er klart, at der findes meget modsatrettede opfattelser af hvad arealet kan bruges til – hvis det overhovedet skal bruges og ikke bare henligge som en park.
Venstres gruppeleder Astrid Søborg var på byrådsmødet rystet i sin grundvold over at være blevet fuldkommen fejlfortolket efter et møde tidligere i forløbet, så det kom til at fremstå, som om hun havde taget parti for byggeriet – hvad hun absolut ikke har.
Tirsdag eftermiddag har Bagsværd Kostskole og bygherren SquareMeter inviteret til et informationsmøde for at fortælle om intentionerne med projektet med de 44 huse.
Ifølge skrivelsen fra folkene bag underskriftindsamlingen siger man ja til en bevarelse og forbedring af den grønne korridor på Haraldsgave-engen mellem Aldershvile Slotspark, Nydam og Bagsværd Sø. Skoven og engen bør i videst muligt omfang være et dejligt rekreativt grønt område til glæde for alle borgere i kommunen.
Underskriftindsamling mod byggeri på Haraldsgave