Nyheder

Syv beboere er flyttet fra Granvej 12

Syv beboere er flyttet fra Granvej 12
Problemerne på Granvej har efterhånden stået på nogle år, og der skal måske indgriben fra regeringsplan til at få løst situationen.
Fredelige Bagsværd pludselig forvandlet til et utrygt område
På onsdagens byrådsmøde kunne borgmester Serdal Benli (SF) meddele, at der per dags dato havde været syv fraflytninger fra botilbuddet Granvej 12. Beboere, der er flyttet frivilligt.
Der var lagt op til, at otte af de mest belastede beboere skulle væk, så det formentlig vil bedre forholdene i et område, der er gået fra at være et meget fredeligt kvarter til pludselig at have meget høje tal, når det gælder om at føle sig utryg.
Morten Kornbech fra Bagsværd Lakrids har været frontkæmper i denne sag om at få fjernet de mest belastede beboere, der skaber meget utryghed, og han stillede sig meget tvivlende over for, at der var tale om syv af de beboere, der har de største problemer.
Torben Madsen og Lotte Klein fra Enhedslisten gjorde opmærksom på, at beboerne faktisk har nogle juridiske rettigheder, så man ikke bare kan fjerne dem mod deres vilje.
-Ellers kan det ende med, at sagen overgår til en anden instans, og så kan det komme til at vare endnu længere at få skabt ordnede forhold. Så slå koldt vand i blodet, sagde Torben Madsen.
Serdal Benli understregede, at Gladsaxe Kommune reelt ikke har mange muligheder for at gøre noget ud over at passe på sine borgere.
-Vi må opfordre Københavns Kommune til at leve op til de aftaler, som vi har med dem, vi må lægge pres på dem, og så arbejder vi på at få sagen op på nationalt plan hos socialministeren, så vi kan hente hjælp der.
Martin Skou Heidemann (V) hentede tal fra en tryghedsundersøgelse og konstaterede, at hvor der tidligere var mest utryghed i Mørkhøj, så var tallet ændret radikalt, så det nu står langt værre til i Bagsværd, der tidligere var et meget fredeligt område.
Han gav eksempler på meget uheldig opførsel fra beboerne i Granvej 12. Narkohandel, urinering på gaden, råben efter folk etc.
Der har også været en beboer, der fixede klos op ad en institution.
Og han frygter, at forholdene ikke bliver rettet foreløbig.
Martin Skou Heidemann vil også have ændret de tider, hvor kommunens tryghedsvagter er på arbejde. Der er ingen problemer om morgenen, så det vil give mere mening at arbejde, når børn f.eks. kommer fra skole eller når børn og ung færdes ude om aftenen.
Mette Laurberg (A) ærgrede sig over, at kommunen ikke kan komme tættere på, hvem der flytter ind og ud.
-Beboerne på Granvej skal have hjælp, men det skal vore egne borgere også, sagde hun.