Nyheder

Skovbrynet Skole fejrede det fortsatte liv

Skovbrynet Skole fejrede det fortsatte liv
Elever dannede ring rundt om skolen for at demonstrere, at her holder man sammen.
Elever, medarbejdere og forældre på Skovbrynet Skole i Værebro Park i Bagsværd fejrede torsdag eftermiddag, at planerne om at lukke skolen nu er droppet.
Op til fejringen har alle skolens elever arbejdet sammen i familiegrupper på tværs af klasser og alderstrin for at forberede fejringen. Det er resulteret i 12 aktiviteter og udstillinger, som alle viser de traditioner, steder og andre ting, som binder Skovbrynet Skole sammen.
For otte år siden besluttede Gladsaxe Byråd, at Skovbrynet Skole skulle nedlægges som led i planerne om en ny bydel på Ringbogrunden, hvor der blandt andet skulle bygges en helt ny skole.
Årsagen til, at Skovbrynet Skole skulle lukkes var blandt andet, at skolen, som ligger midt ind i boligområdet Værebro Park, trods mange tiltag og investeringer havde svært ved at tiltrække elever fra de omkringliggende villakvarterer. Derfor havde elevtallet gennem årene været støt faldende.
Men inden lukningen blev en realitet, blev kravene til nye skolebyggerier skærpet,
så det ikke længere var muligt at bygge den planlagte skole. Blandt andet var støjkravene blevet skærpet.
Derfor har Gladsaxe Byråd besluttet at bevare Skovbrynet Skole og i stedet udbygge en eller flere af de øvrige skoler i Bagsværd med ekstra spor, så der er plads til de forventede antal elever i fremtiden.
Skovbrynet Skole er i dag en af Gladsaxes gode folkeskoler.
Det er den skole i Gladsaxe, hvor eleverne trives allerbedst, og trivselsmålingerne viser, at den ligger langt over landsgennemsnittet.
Karaktergennemsnittet ved de afsluttende prøver ligger på højde med de øvrige skoler i Gladsaxe.
Og på trods af, at lærerne i otte år har vidst, at skolen skulle nedlægges, ligger skolen højt i målingerne af medarbejdernes trivsel.
Samtidig har flere forældre fået øjnene op for skolens mange kvaliteter så elevtallet siden 2021 har været stigende.