Skorstensfejeren har fundet verdens bedste job

Den personlige kontakt betyder utroligt meget
Da Peter Frithioff havde taget sin 9. klasseeksamen på Søndergård Skole, skulle han egentlig en tur til Fyn og gå på Idrætsefterskolen i Oure. Men så dukkede der lige en mulighed op for at komme som lære hos en skorstensfejermester i Charlottenlund. Og så var retningen sat for hans liv.
-Jeg elsker mit job. Ganske enkelt. Jeg er i kontakt med en bunke mennesker dagen lang, jeg tjekker deres brændeovne og skorstene, og jeg kommer med gode råd. Det kan ikke være bedre, siger Peter Frithioff.
Folk, der er i nærheden af Peter Frithioff, kan ikke undgå at bemærke, at han ikke just hører til de mundlamme. Nogle vil måske endda kalde ham rapkæftet – men så absolut på den sjove måde. Livet behøver jo ikke at være så kedeligt. Og han kan godt tåle, at der bliver svaret tilbage.
Derfor virker det næsten ufatteligt, når han fortæller hvordan han opførte sig, da han var kommet i lære som 16-årig.
-Når telefonen ringede – og det var selvfølgelig før mobiltelefonernes tid – så forsvandt jeg hurtig som lynet ud på toilettet og gemte mig, så jeg ikke behøvede at svare. Det måtte kontordamen så gøre. Men det har ændret sig, siger han.
Peters skolegang på Søndergård Skole var lidt af en blandet landhandel. Der var fut i ham. Måske af og til lidt for meget.
-Men så tog jeg lige turen to gange rundt om skolen, så kunne jeg godt finde ud af at sidde stille. Mange gange fik jeg lov til at komme op på Gunnar Svendsens inspektørkontor og lege med den dampmaskine, som han havde stående. Det passede mig gevaldigt, siger han.
Som lærling var han på skole i Tønder, og det var ikke kedeligt, fordi der var hundredvis af elever.
Mange forbinder jo skorstensfejerjobbet med at gå rundt oppe på en tagryg i mange meters højde. Det har aldrig generet Peter, selv om de kunne gå frygtelig galt.
-Jeg har aldrig lidt af højdeskræk, og jeg har faktisk tjent ekstra penge ved at gå rundt deroppe. Jeg var lånt ud til København i nogle måneder, og så fik jeg 500 kroner for at sætte nogle riste op, når jeg alligevel var deroppe, fortæller han.
Klaustrofobi har heller ikke plaget ham. At komme i små rum eller ovne generede ham ikke.
-Før i tiden skulle vi bl.a. rense nogle store ovne hos B.W. Wernerfeldt, der lå på Vandtårnsvej. Ovnene var fulde af sod, og det tog os fem dage at transportere ni tons sod ud i såkaldte sodposer. Der var voldsomt varmt derinde, så sålerne på ens sko nærmest smeltede. Og vi havde bare et simpelt mundbind på.
Skorstensfejerjobbet har ændret sig markant i de snart 40 år Peter Frithioff har været i faget.
Engang var der 10.000 besøg hos kunderne i løbet af et år. Så der var mange svende og lærlinge ansat. Nu har vi 4.500 besøg i løbet af et år. På et tidspunkt blev det besluttet, at vi kun skulle ud til kunderne en gang om året – og det var fair nok. Når vi kom anden gang, var der dårligt en teskefuld med sod.
Arbejdet har også ændret sig radikalt ved at man nu renser skorstene nedefra, så man ikke skal op på tagene og balancere rundt.
Når det gælder fritiden, kan man meget nemt finde Peter Frithioff i Bagsværd Boldklub.
-Det er min hjerteklub. Jeg begyndte der som 8-årig, og jeg nåede at få 33 kampe på 1. senior. Jeg kan også godt lide at cykle.
Og så var der lige dengang han lavede en Iron man – uden at have trænet. Det var for at få et kvindeligt medlem af familien til at tage en operation, som hun indtil da havde nægtet.
Hun blev opereret, og Peter kunne dårligt gå eller stå efter at have gennemført de hårde discipliner.

Nu bruger han meget tid på at være seniorformand, og han er med i bestyrelsen, og så har han gjort det til en mission at begrænse antallet af bolde, der bare sådan ud af det rene ingenting forsvinder, når der har været træning. Det er et generelt problem i mange klubber, og det koster mange penge.
En gang om året går turen til Vigezzo i Italien, hvor 1.500 skorstensfejermestre fra hele verden mødes til arrangementet Spazzacamino – skorstenfejerdrenge – hvor man mødes for at mindes de drenge, der for mange, mange år siden udførte det farlige job. Ofte med dødelig udgang.
-Vi har et optog i tre byer, og deler slik ud til alle. Et sted overtager jeg jobbet med at dirigere trafikken med fagter og en fløjte, så får jeg betjentens kasket på, griner Peter.
Han er også oppe på et tag for pludselig at dukke frem. Et bomberør med Dannebrog skaber også lidt humør.
Hans søn Markus er gået i hans fodspor og kan måske om en halv snes år overtage hans job og forretning.
-Når han er udlært og har bestået sin svendeprøve på skolen i Tønder, så skal han have den høje sorte hat af mester. Den koster såmænd 4.500 kr. og kommer fra London, griner Peter, der er glad for, at han ikke så tit skal af med de penge.
Han har selv den sorte hat, men den er så stor, at den er ved at falde ned over ørerne på ham.
-Jeg er 54 år nu, og jeg kan godt se mig selv i faget en del år. Fordi jeg kan bidrage med råd og dåd, så folk kan få det bedste ud af deres ovne.
Nu om dage kan man også se ham til byrådsmøder.
Hans oldefar Ingvar Nørgaard var i mange år socialdemokratisk sognerådsformand i Lyngby, og hans morfar Ivar Nørgaard var fra 1965 til 1982 minister i 13 år i fire forskellige ministerier.
-Jeg tænker nu ikke på at gå ind i politik. Jeg kommer bare med gode råd i pauserne, griner Peter Frithioff.