Politik

Skal der bygges på Haraldsgave

Skal der bygges på Haraldsgave
Lars Abel stiller meget kritiske spørgsmål ved byrådsmødet

I 55 og et halvt år sad Lars Abel i byrådet i Gladsaxe. De fleste som repræsentant for Det Konservative Folkeparti. Ved det seneste valg, hvor han stillede op for Moderaterne, blev han ikke valgt.
-Men så vil jeg arbejde i kulisserne, sagde han.
Og onsdag aften er han tilbage i byrådssalen for at få svar på en lang række skriftlige spørgsmål, som han har stillet om et eventuelt salg af Haraldsgave, en ændret lokalplan, opførelse af op til 44 rækkehuse og den kommunale forvaltnings involvering i sagen.
Lars Abel har fået aktindsigt i forløbet og har stillet 11 spørgsmål, hvor han er kritisk over for kommunens involvering i sagen på så tidligt et tidspunkt
I 2014 forholdt økonomiudvalget sig til et forslag om at lokalplanen for Haraldsgave skulle ændres. Det ville ejeren Bagsværd Kostskole have for at der kunne gives tilladelse til opførelse af 25 rækkehuse. Det blev afvist.
Nu har der i kulissen gennem efterhånden mange måneder været arbejdet med et nyt projekt, der omfatter 44 rækkehuse.
I et nyt salgsprospekt for Haraldsgave udarbejdet af Collier (primo 2025) indgår referat af dialogmøde med forvaltningen 11. december 2024 samt eksisterende lokalplanbestemmelser. Salgsprospektet giver ikke umiddelbart indtryk af, at der er mulighed for udstykning og yderligere boligbebyggelse.
Nu viser det sig imidlertid, at en eventuel ny ejer af Haraldsgave ( SquareMeter) vil bygge i alt 44 rækkehuse på grunden. Altså et væsentlig større antal boliger.
*
Nogle naboer til Haraldsgave har nu modtaget invitation til et informationsmøde 9. juni 2026 om Bagsværd Kostskole (BK) og Gymnasiums projekt for salg af Haraldsgave.
Af invitationen fremgår det blandt andet, ”at der nu er underskrevet en betinget købsaftale på
ejendommen med ejendomsudvikleren SquareMeter”. Det oplyses samtidig at BK og Squaremeter ”har haft en konstruktiv dialog med Gladsaxe Kommune”, og at Gladsaxe Kommune også vil være til stede ved informationsmødet.
Afslutningsvis nævnes det, at mødet er uformelt og ikke indgår i den lokalplanproces, som kommunen efterfølgende skal i gang med.
Af en email af 1. marts 2026 fra SquareMeter til forvaltningen fremgår det, at informationsmødet afholdes på direkte opfordring af Gladsaxe Kommune, idet 1. viceborgmester og formand for TTU angiveligt ønsker at sikre ”en transparant kommunikation med lokalområdet”.
I samme mail skriver SquareMeter:” Som aftalt på seneste møde 13. januar d.å. har vi efterfølgende koncentreret os om at få en forståelse med og hos det politiske niveau i kommunen.
Vi havde sidste uge et produktivt møde med Martin Skou og Astrid Søborg, der på forhånd havde afstemt med Serdal Benli. De var alle positive overfor projektet, som det ligger nu, og er indstillede på at støtte det fremover.
Som forventet ser de primært en diskussion omkring bebyggelsen i den sydøstlige del af grunden mod Slotsparken, men deres opfattelse var, at projektet bringer andre kvaliteter til området, som giver en god samlet balance. I den forbindelse lægger de vægt på, at vi har tilbudt LAR området på engen som et fælles område for lokalområdet og ikke som nu et privat grundstykke”.
Af invitationen til informationsmødet 9. juni 2026 fremgår det som et faktum, at Gladsaxe
Kommune/forvaltningen bakker op om, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for Haraldsgave, der i udgangspunkt er positiv overfor omfattende byggeplaner/boligfortætning.




Beboere i Regatta- og Aldershvilekvarteret har etableret en Borgergruppe: Bevar den grønne natur omkring Haraldsgave, som naturligvis følger sagen nøje.