Nyheder

Samlede over 31.000 kroner ind til kampen mod sclerose

Samlede over 31.000 kroner ind til kampen mod sclerose
Der blev samlet en god portion penge ind lokalt ved indsamlingen, og det blev som bonus også en god social oplevelse.
Lokal indsamling fordoblede resultatet fra 2025
Sidste år samlede Morten Lyhne Freudenthal og hans familie og venner godt 14.000 kroner ind til kampen mod sclerose. Søndag gjorde de det igen – og denne gang blev resultatet mere end dobbelt så stort.
Da Scleroseindsamlingen løb af stablen søndag, var 21 venner og familiemedlemmer samlet hos Morten Lyhne Freudenthal og hans hustru Rikke i Søborg.
Herfra fordelte de sig på 12 indsamlingsruter i området. Sammen med tre onlineindsamlinger på Facebook og Instagram endte det samlede resultat på 31.109 kroner.
Det lokale resultat blev en del af en rekordstor indsamlingsdag på landsplan. Mere end 5.500 frivillige gik søndag fra dør til dør over hele landet, og tilsammen samlede de 7 millioner kroner ind til forskning i sclerose. Det er det højeste beløb i Scleroseindsamlingens historie. Sidste år lød resultatet på 6,5 millioner kroner.
For Morten og Rikke var det dog ikke kun beløbet, der gjorde indtryk.
– Det gjorde meget stort indtryk at mærke og se familie og venner bakke op om indsamlingen. Over frokosten blev der fortalt og grinet over de mange forskellige oplevelser fra ruterne. Det var meget givende, fortæller Morten.
Da Morten fik konstateret sclerose i januar 2025, besluttede familien hurtigt, at de ville forsøge at omsætte noget af afmagten til handling. Indsamlingsdagen er siden blevet en måde at samle familie og venner om et fælles projekt.
– Det føles utroligt tilfredsstillende at mærke, at vi faktisk kan gøre noget i en svær situation, siger Morten.
Han fortæller også, at det gør indtryk, når fremmede skriver, at de er blevet inspireret af familiens indsats og selv overvejer at samle familie og venner til næste års indsamling.
Flere i gruppen talte allerede søndag om næste års indsamling.
– Selvom det er et stort arrangement at stable på benene, så gør vi det selvfølgelig igen næste år, siger Rikke
Samlede over 31.000 kroner ind til kampen mod sclerose