Nyheder

Sådan kan man bruge livet

Sådan kan man bruge livet
Foredrag hører til ved møderne, og der kan man blive inspireret. Og man kan selv komme med ideer til nye ting.
Gladsaxe Kommune vil hjælpe nye pensionister på vej
En dag er arbejdslivet slut. Selvvalgt eller en konsekvens af, at nu er man pensionist. Og hvad gør vi så lille du?
Det kan være et problem, hvis man ikke har forberedt sig på den nye tider. Nu er det slut med det sociale samvær på arbejdspladsen, snakkene i kantinen, personalfesterne og så meget andet.

Men hvis man bor i Gladsaxe og selv er indstillet på det, så er der så mange tilbud, at man næsten kan blive helt træt ved tanken. Det kan komme til at knibe med tiden til at passe børnebørnene.
To gange om året inviterer kommunen til orienteringsmøde om nogle af de mange muligheder, som nye pensionister eller efterlønnere eller folk med planer om at stoppe på arbejdsmarkedet kan forholde sig til.

Ældrekonsulent Ea Elsborg styrede tirsdagens orienteringsmøde, og det var overvældende så mange muligheder hun kunne pege på – og der er sikkert flere.
Blixenklubber for kvinder 60+ og Hemingwayklubber for mænd – ligeledes 60+ er institutioner, der i den grad har grebet så meget om sig, at mange, mange Gladsaxeborger har meldt sig under fanerne. Især Blixenklubberne skyder op som paddehatte, og der er ventelister. Der kommer så af og til knopskydning med underafdelinger med andre ting end foredrag og udflugter på programmet. Der er strikkeklubber og filmklubber og motionsarrangementer og studiekredse.
Udtrykket: ” Kan du få tiden til at gå” afløses hos mange af: ”Jeg har aldrig haft så travlt som efter jeg blev pensionist”.
Og det er selvvalgt.