Pludselig åbnede Pandoras æske sig i sagen om placeringen af en teknikbygning til rensning af forurenet grundvand fra Bagsværd Fort. Det vrimlede med idéer til andre placeringer.
Oprindelig havde forvaltningen givet tilladelse til én placering på p-pladsen på hjørnet af Bagsværd Hovedgade og Gammelmosevej.
Men kritik af den kommunale håndtering fra Andelsboligforeningen Bagsværd Midtpunkt og forretningsdrivende gjorde, at der blev holdt et ekstraordinært møde i Klima- og Miljøudvalget i går mandag 29. juni.
Hér havde forvaltningen lagt 6 løsninger på bordet. Men det var slet ikke nok:
- Der kom på mødet andre placeringer frem, som ikke har været overvejet før. Dem vil forvaltningen ser på hen over sommeren, så det kommer på et ekstraordinært møde, vi i forvejen har indkaldt til 10. august, fortæller udvalgsformand Torben Madsen, Enhedslisten.
Han håber, at det så vil være muligt at træffe en politisk beslutning.
De 6 placeringer som blev til flere
Torben Madsen vil ikke løfte sløret for de nye placeringer, men de 6, som var på bordet ved mødets start var:
• Den hidtidige løsning på den kommunal p-plads foran bygningen
• 2 placeringer på Andelsboligforeningen Bagsværd Bymidtes arealer
• En placering på den kommunale p-plads ved Bagsværd Stadion
• En placering på den kommunale p-plads på hjørnet af Buddinge Hovedgade og Møllemarken
• Bagsværd Fort inden for fredningsområdet på daginstitutionens areal.
I indstillingen til udvalget bemærkede forvaltningen, at Bagsværd Stadion ligger langt fra boringen og vil koste 1,5-2 millioner kroner ekstra.
Hjørnet af Buddinge Hovedgade og Møllemarken er et meget lille areal, som giver anlægsudfordringer, indkørslen til malerfirmaet blokeres i anlægsperioden og prisen stiger med 460.000-710.000 kroner.
Bagsværd Fort er et fortidsminde og det vurderes at staten ikke vil give dispensation hér.
Ros til politikerne for at lytte
Byggeriet med placering foran ejendommen er budgetteret til 4,6 millioner kroner, og foreløbig har forsinkelsen kostet 92.000 kroner.
Vælges i stedet en placering på andelsboligforeningens område – enten foran Bagsværd Hovedgade 2 eller ved Solbærvænge 17 – så fordyres byggeriet med henholdsvis 120.000 kroner og 300.000 kroner.
Formanden for Andelsboligforeningen Bagsværd Midtpunkt, Svend-Erik Andersen, er tilfreds med udsættelsen:
- Det er positivt, at der nu er flere placeringer i spil, så den bedste løsning findes, og vi vil fortsat gerne medvirke til en konstruktiv dialog. Det er også fint, at politikerne har lyttet til kritikken, siger han.
Politikerne åbnede Pandoras æske
Det er positivt, at der nu er flere placeringer i spil, så den bedste løsning findes, og vi vil fortsat gerne medvirke til en konstruktiv dialog. Det er også fint, at politikerne har lyttet til kritikken, siger formanden for andelsboligforeningen Svend-Erik Andersen. (Foto: Erling Madsen).