Sport

Padelklubben i kontrolleret offensiv

Padelklubben i kontrolleret offensiv
Der er flest medlemmer i aldersgruppen 40 til 60 år, men alle kan få stor glæde af spillet.
Medlemstallet har oversteget forventningerne.
Det viser sig ofte at være en rigtig skidt ide at tage for mange medlemmer ind i sportsklubber. Når banekapaciteten bliver for lav, skaber det utilfredse medlemmer, der ikke kan få nok ud af kontingenskronerne.
I juli i fjor blev de tre padelbaner på Gladsaxe Stadion indviet efter en håndfuld års byggeri, hvor ufattelig meget var gået galt. Det var Murphys lov: Hvad der kan gå galt, vil gå galt.
Der er to baner i den frie natur og en enkelt overdækket bane, og der kan spilles fra tidlig morgen til sen aften. Derfor var det svært at vurdere, hvor mange, der kunne komme til, Og derfor valgte ledelsen i første omgang på nogle alderstrin at indføre ventelister for stille og roligt at sluse medlemmerne ind. Det kan så tage en måned eller to, og der er stadig lidt ventelister blandt seniorerne.
-Vi har nu rundet de 500 medlemmer, og ambitionen er at blive flere og ikke mindst at få bedre forhold med en opgradering af faciliteterne, fortæller Finn Bærentzen, der er medlem af bestyrelsen.
Med bare en overdækket bane kan fire spillere komme i aktion hver time, hvis det er regnvejr eller vinteren har meldt sin ankomst. Så mange har ikke en jordisk chance for at komme til.
-Vi kunne godt tænke os en ekstra overdækket bane ovre i området tæt på den nye stadiontribune, men det er naturligvis et spørgsmål om økonomi, men vi vil godt selv bidrage med en del af pengene, siger Finn Bærentzen.
Når det gælder de ydre faciliteter og klublokaler og omklædningsrum er der lang vej hjem.
-Vi har fået nogle omklædningsrum over i den gamle tribune, hvor fodboldklubberne holder til. Vi er ved at få en del kvindelige medlemmer, og de har ikke deres eget omklædningsrum. Vi har også fået et lille hjørne i et depotrum, hvor vi har bolde og en boldmaskine til et pænt stort beløb, siger Finn Bærentzen.
Han viser depotrummet frem, og det kunne godt trænge til en kærlig hånd eller rettere en hel del hænder. Så kunne der frigøres meget plads.
Padel er nemt at lære og meget tilgængeligt. Så man kan komme hurtigt i gang og så forbedre sit spil både taktisk og teknisk hen ad vejen.
-Der er træning hver mandag og onsdag så nye medlemmer kan blive bibragt de mest basale ting
-Seniorer betaler 1.000 kr. om året i kontingent, og ungdomsmedlemmerne betaler 500 kr. Vi ser meget gerne, at banerne bliver brugt så meget som overhovedet muligt, så det vil være oplagt for skolerne at bruge banerne i formiddagstimerne.
Nu skal klubben lige finde sit fodfæste, og på længere sigt, vil man gerne være med til at præge toppen.
-Vi vil nemlig gerne komme med op i toppen af padel-eliten i Danmark, men ved at det koster tid og penge. Da vi er en nystartet klub, har vi valgt at sætte fokus på at få etableret et klubgrundlag, hvor folk skal føle, at de er en del af en klub. Når det er på plads, vil vi gerne være med til at sætte Gladsaxe Padel på Danmarkskortet inden for padel, hvis det kan lade sige gøre. Indtil videre har vi hold med i de gode divisioner, og de gør sig godt
-Når vi har spillet her i sommermånederne, kunne vi godt tænke os, at der var et sted, hor man kunne sidde på en terrasse og få lidt grillmad og lidt at drikke, siger Finn Bærentzen.
Billedtext til toppen
Der er flest medlemmer i aldersgruppen 40 til 60 år, men alle kan få stor glæde af spillet.
Padelklubben i kontrolleret offensiv
Finn Bærentzen viser hvor lidt plads Gladsaxe Padel Klub har i depotrummet.