Kultur

Natur-undervisning ved søen med stor opbakning

Natur-undervisning ved søen med stor opbakning
Uhyrerne var meget velklædte, så de ikke virkede alt for skræmmende
”Søens dag” ved Bagsværd Sø samlede mange familier
Dagens ret stod på friturestegte melorme eller fårekylling med lidt krydderier, og så kunne man få pandekager til dessert. Hjemmelavede over bålet henne hos spejderne.
Der var masser af naturlære ved Søens Dag ved Bagsværd Sø, og det tilbud - formidlet ikke mindst af Agenda 21 - havde mange borgere taget imod. Det var familiehygge for fuld udblæsning samtidig med at man kunne blive en hel del klogere på hvordan naturen er skruet sammen, og hvor man kan finde problemerne og også i nogle tilfælde, hvor man kan finde nogle løsninger på problemerne.
Der var lavet et konkurrenceskema, så man kunne blive inspireret til at lytte og lære ved de forskellige boder undervejs.
Gevinsten var en naturrygsæk med ting, som man kan bruge til at undersøge naturen.
Der var traditionen tro et lille bassin, hvor man kunne klappe fiskene, der var hentet fra søen, og man kunne få svar på mange spørgsmål om fiskenes livsbetingelser.
For at øge underholdningen dukkede der også nogle grønne skabninger op rundt omkring i landskabet. De skulle personificere sammensmeltningen af planet og menneske.