Når virkeligheden kræver pragmatiske løsninger

Af Martin Skou Heidemann (V) og Jacqueline S. Kristensen (LA)

Sidste år stod vi i Gladsaxe Byråd med en svær beslutning under budgetforhandlingerne: Pensionistcaféerne på kommunens plejehjem blev nedlagt. Det var ikke en beslutning, nogen traf med let hjerte.

For caféerne var meget mere end kaffe og smørrebrød. De var samlingssteder for beboere, pårørende og venner. Steder, hvor fællesskab blev styrket, og hvor ensomhed kunne holdes på afstand.

Men virkeligheden var også, at driften var dyr. Indkøb, bemanding og et begrænset kundegrundlag gjorde, at økonomien ganske enkelt ikke hang sammen. Derfor blev beslutningen nødvendig.
Siden har både Byrådet og Omsorgs- og Sundhedsudvalget modtaget mange henvendelser fra beboere og pårørende, som savner caféerne. Det forstår vi godt. Behovet for gode mødesteder og socialt samvær er ikke blevet mindre.

Der er også kommet flere konstruktive forslag. Nogle peger på frivillige kræfter til at hjælpe driften. Andre foreslår brugerbetaling, så caféerne i højere grad kan hvile i sig selv økonomisk. Og nogle foreslår enklere løsninger, hvor plejehjemmenes køkkener eller kantiner tilbyder lette retter mod forudbestilling.

Alle forslag fortjener at blive taget seriøst.

Men debatten handler også om, hvordan vi bruger kommunens ressourcer bedst muligt. For samtidig står vi midt i store forandringer. Ældreloven og Sundhedsreformen stiller nye krav, og flere ældre vil få brug for hjælp i de kommende år. Derfor skal vi prioritere klogt, så vi fortsat kan sikre værdig ældrepleje, velfungerende plejecentre og de nødvendige ressourcer til helhedsplejen.

Derfor er det også rimeligt at spørge, om løsningen nødvendigvis skal være at genetablere kommunale caféer præcis, som vi kendte dem før - med tilhørende uforholdsmæssigt store udgifter.

I dag er mulighederne mange. Mad og smørrebrød kan bestilles fra lokale butikker og leveres direkte til plejehjemmene. Det kan måske lyde utraditionelt i en kommunal sammenhæng, men måske ligger der alligevel noget interessant i tanken om mere fleksible løsninger.

Med lidt hjælp til bestilling og et overblik over lokale muligheder kunne beboere og pårørende i højere grad selv vælge, hvad de ønsker – når de ønsker det.

Måske bliver løsningen derfor ikke en kopi af fortiden. Måske skal vi turde tænke anderledes.

For det vigtigste må ikke være, hvordan kaffen og smørrebrødet kommer på bordet. Det vigtigste er, at fællesskabet omkring bordet består.