Herlige oplevelser i Bagsværd Boldklub
I mange, mange år lød reglen, at man skulle mindst være 10 år for at få lov til at blive meldt ind i en fodboldklub. Den regel blev så tit og ofte bøjet, at mange alligevel sluppet gennem nåleøjet.
Nu er man røget helt over i den anden grøft. Er lille Frederikke eller Nicklas tre år og nogenlunde kørende rent motorisk, så er de velkomne i klubberne. Men far eller mor eller en anden voksen skal med, så der kan ordnes praktiske ting som at binde snørebånd, gå på toilettet midt under træningen eller trøste, hvis verden ikke lige arter sig efter børnenes mening.
I Bagsværd Boldklub er man hoppet med på vognen lørdage formiddage, og man skal vist have et hjerte af sten, hvis man ikke kan glæde sig over hvad børnene udretter på banerne.
Først og fremmest, så går de i hvert fald ikke ned på udstyr. Der er ikke noget at vente på en fødselsdag eller jul for at få trøjer og bukser og strømper og støvler.
Primært skal det hele være en leg med plads til masser af skæverter. Der skal gives high five i stride strømme, og der bliver opfordret til at fejre sine scoringer med en tur a la Christiano Ronaldo, der hopper op i luften og drejer sig 180 grader mens armene lægges over kors.
Midt i det hele beslutter en ung mand, at nok er nok. Han sætter sig på en bold og ser meget fornærmet ud. Så kommer far forbi og de snakker lidt sammen, og pludselig er verden god igen. Han var ikke den første, og han er med garanti heller ikke den sidste.
En anden undersvend finder ud af, at der er sjovere at lege med det hjul, der sidder under et af målene, så det nemmere kan flyttes. Han flytter ind i sin egen verden for en tid, og det får han selvfølgelig lov til.
Der er også sjove tagfat lege med forældrene, hvor man få fat i en overtrækstrøje, som er placeret som en hale. Så forældrene får også rørt sig.
Der er mad- og drikkepauser og time out for nogles vedkommende.
Det hele varer en times tid. Undervejs er der kommet et hav af lidt ældre børn til på de andre baner. Der er trængsel på anlægget på Bagsværd Stadion.
Når fodbold bliver en leg
Mange hævder, at en bold er verdens bedste legetøj. Når man ser træningen lørdag formiddag hos de små, ser den tese ud til at passe.