Nyheder

Musik grobund for masser af aktivitet

Musik grobund for masser af aktivitet
En intimkoncert for børn med masser af muligheder for at involvere sig. Bedre kan det næsten ikke blive.
Musikarrangement i Bibliotekshaven ramte plet
Vejrmæssigt lignede det nærmest et bestillingsjob i Bibliotekshaven lørdag formiddag. Fin temperatur og ikke for varmt og man kunne sidde i skygge, hvis man foretrak det.
Så var det bare op til Lotte og Anke fra Gladsaxe Musik- og Billedskole at sørge for resten med masser af musik, som mange af børnene i alderen tre til seks år kendte til.
Og det lykkedes i den grad at få fat i alle fra første færd.
Ikke mindst takket være blæksprutten Olsen, der havde lavet lyde i sin kasse, før det hele gik i gang.
Det kunne der synges om – lige som om så meget andet. Børnene blev aktiveret, og mange var indstille på at deltage i løjerne og hoppe og springe og klappe og løbe rundt.
Andre havde det bedst ved at sidde trygt på fars ellers mors skød, men de har sikkert haft mindst lige så stor en oplevelse som de andre.
Forestillingen varede ikke længere end det var muligt for børnene at bevare koncentrationen.
Og bagefter lå legepladsen der som sædvanlig. Biblioteket havde sørget for saftevand til børnene og kaffe til de voksne.