Nyheder

Lyserød Lørdag med masser af livsglæde

Lyserød Lørdag med masser af livsglæde
Der er noget med, at 13 er et uheldigt tal. Men det gjaldt ikke hos Bytoften, der kan det der med at arrangere Lyserød Lørdag.
Folk strømmede til Bytoftens arrangement
Baggrunden er trist nok. Brystkræft rammer mange danske kvinder og nogle få mænd.
Men så er det godt at nogle folk vil lægge sig i selen og skaffe en god portion penge til forskning og behandling.
Og det har IF Bytoften så gjort 13 år i træk. Der har været bump på vejen med sløjt vejr, men lørdagens arrangement lignede det mest succesfulde arrangement.
-Som John ”Faxe” Jensen sagde efter EM-finalen i 1992, da han havde scoret til 1-0.
”Jeg ramte den lige i røven”.
Og det gjorde de mange frivillige fra klubben også denne gang. Med de mange års rutine klapper alt, og kvaliteten øges fra år til år. Det ligner næsten en militær slagplan, hvor drejebogen er gennemtestet.
Der var masser af god mad og drikke, der var lotterier med enorme gevinstchancer.
GladsaxeNetNyts udsendte vandt såmænd trøje og bukser fra FC København. Så de næste par måneder skal diæten bestå af samme antal kalorier som en kolibri indtager – eller også skal det hele foræres væk til en fan.
Med 700 præmier til lotterier blev det også dokumenteret, at mange butikker og firmaer gerne bakker op, og dankortene blev svinget. Så der kom igen i år mange penge i kassen.
Der blev holdt auktion over store præmier, og der blev budt store beløb. Fordi det hele jo går til en god sag.
Der blev spillet et hav af fodboldkampe af de 35 kvindehold, frispark så man ikke meget til, og der blev vist kostumer, som kaldte på smilene. Godt humør kan bidrage til helbredelse.
Lyserød Lørdag med masser af livsglæde