Renseanlæg ryger ned i kælderen
Af Erling Madsen
Politikerne lytter til borgerne i Gladsaxe Kommune: Det fremgik tydeligt mandag eftermiddag, da Klima- og miljøudvalget vedtog den endelige placering af bygningen, der skal rense forureningen af jorden ved Bagsværdfortet:
- Vi lægger rensestationen i den gamle hestestald under Fritidsklubben Bagsværd Fort: Det er inden for det eksisterende byggefelt og kræver derfor ikke nye tilladelser, fortæller Socialdemokraten Ole Skrald, der var manden bag idéen om denne placering.
Lettelsen var derfor stor hos Svend-Erik Andersen, der er formand for Andelsboligforeningen Bagsværd Midtpunkt, der var udset til at få bygningen placeret foran sig på hjørnet af Bagsværd Hovedgade og Gammelmosevej:
- Det er den bedste løsning – både for vores beboere, vores butikker og borgerne: Nu skal vi ikke gå i 30 år og se på en fejlplaceret bygning, der larmer, siger han.
Han takker samtidig politikerne for at have lyttet til kritikken og GladsaxeNetNyt for at have taget sagen op.
Svend-Erik Andersen deltog for nylig i et borgermøde i Bagsværd, hvor borgmester Serdal Benli fra SF netop slog på, at kommunen støtter erhvervsdrivende og p-pladser – og i det aktuelle tilfælde ville den oprindelige løsning både have koste p-pladser og taget indsynet til de fire butikker i andelsboligforeningen.
Ifølge Ole Skrald oplyste forvaltningen, at løsningen kan blive op til 400.000 kroner dyrere end en placering på p-pladsen foran andelsboligforeningen.
Kommunen lytter til borgerne:
- Det er den bedste løsning – både for vores beboere, vores butikker og borgerne: Nu skal vi ikke gå i 30 år og se på en fejlplaceret bygning, der larmer, siger andelsboligforeningens formand Svend-Erik Andersen. (Foto: Erling Madsen).