Nyheder

Kammeradvokat ser på Granvejsag

Kammeradvokat ser på Granvejsag
Rammerne for undersøgelse skal lige finpudses
Det kan være svært at gennemskue, hvad der helt præcist er sket på bostedet på Granvej, hvor der i hvert fald har været masser af uro, butikstyverier og truende adfærd.
For at komme helt til bunds vil Gladsaxe Kommune nu via økonomiudvalget entrere med Kammeradvokaten, som skal forsøge at få klarlagt alle forhold.
Det kunne borgmester Serdal Benli fortælle, da han på byrådsmødet onsdag svarede på et spørgsmål fra Morten Kornbech fra Bagsværd Lakrids.
Morten Kornbech frygtede, at det skulle være folk fra forvaltningen, der skulle være kontaktled, men Serdal Benli kunne fortælle, at den opgave ligger hos økonomiudvalget, der allerede er i kontakt med Kammeradvokaten, der er specialist i den slags opgaver.
-Så snart vi har aftalt hvilket kommissorium, der skal arbejdes ud fra, så går arbejdet i gang, sagde han.
Kristian Tørring fra Dansk Folkeparti spurgte på mødet om hvor mange personer Gladsaxe Kommune har anbragt uden for kommunen, og her kunne udvalgsformand Henrik Sørensen (kons.) svare, at det drejer sig om 138 borgere, der er fordelt på 40 kommuner.
De fleste er i Gentofte (13), 12 er i København, og 11 i Odsherred. De resterende er så delt ud på 37 kommuner, der hver har taget imod mellem 1 og 9 personer.
Umiddelbart har Gladsaxe ikke modtaget informationer om, at de personer har skabt nogle problemer på deres bosteder.