Debat indlæg af Stefan CN
Først og fremmest tak for en kommune, der virkelig vil sine borgere og sine foreninger. Det mærker vi i FC Gladsaxe, og det er vi glade for.
Vi skriver, fordi vi gerne vil bede jer kigge en ekstra gang på os, når snakken falder på faciliteter.
Vi har nemlig store planer for vores eget nærområde. Vi vil have både piger og drenge i gang med fodbold, også de børn og unge, der af den ene eller anden grund har det lidt sværere lige her, hvor vi bor. Og vi vil bygge SSP-arbejdet ind i klubben, så fodbolden bliver mere end bare fodbold. Et sted, hvor ungerne bliver set og har nogle voksne tæt på. Hvem er bedre til det arbejde i vores område end os, der allerede står midt i det hver uge?
Men det kræver to ting, vi ikke har i dag.
Det ene er en helårsbane. Lige nu ser vores underlag ud som på billederne. Slidt og sandet, og spillerne kommer hjem med skrabesår, ét af dem kan I se på et af billederne. Banen kan simpelthen ikke holde til den mængde træning, vi gerne vil tilbyde. Vores førstehold er det næsthøjest rangerede i hele kommunen og har reelt ingen bane at træne ordentligt på. Vil vi træne mere end én gang om ugen, bliver vi sendt til Bagsværd og Høje Gladsaxe. Det hænger ikke sammen i længden, hverken for holdet eller for sammenholdet i klubben.
Det andet er klubhusfaciliteter, vi selv kan råde over. Som det er lagt op omkring det nye fælleshus, kan vi for eksempel ikke have vores egen kantine, og alt skal kunne pakkes væk, så fælleslokalet står frit til de andre, når vi ikke selv er der. Det er svært at skabe et rigtigt klubliv på de vilkår. Et sted, ungerne kan komme, også uden for træning, er en stor del af det, der gør en forening til mere end en bane.
Vi skriver ikke det her for at brokke os, tværtimod. Vi vil rigtig gerne, og vi tror på, at vi sammen med kommunen kan lave noget, der batter for børnene i præcis det område, hvor det betyder allermest.
Vi tager meget gerne en snak eller viser jer rundt, hvis I har lyst til at se det med egne øjne. Tak fordi I læser med.
Mange varme hilsner
FC Gladsaxe
Kære alle i Gladsaxe