Debat

Ja tak til at prioritere lokale medier - demokratiet har brug for dem

Ja tak til at prioritere lokale medier - demokratiet har brug for dem
Debatindlæg af Serdal Benli, borgmester i Gladsaxe (SF)

Som borgmester vil jeg gerne møde journalister, der stiller kritiske spørgsmål. Også når spørgsmålene er besværlige, og svarene kræver mere end en velforberedt talelinje.

For borgerne skal kunne følge med i, hvad vi beslutter på rådhuset. De skal kunne se, om der er sammenhæng mellem det, vi politikere lover, og det, vi faktisk gør. Og de skal have mulighed for at komme til orde, når noget ikke fungerer.

Derfor er tilbagegangen for lokale medier et alvorligt demokratisk problem. Det mærker vi også i Gladsaxe med lukningen af Gladsaxe Bladet. Når en lokalavis forsvinder, mister vi både journalistisk dækning og et fælles sted for debat om vores kommune.

Hvem følger beslutningerne om skolerne, ældreplejen og udviklingen af vores by? Hvem undersøger en borgers oplevelse af at komme i klemme i systemet? Og hvem bliver ved med at spørge, når den første forklaring ikke er tilstrækkelig?

Det kræver journalister med tid, lokalkendskab og mulighed for at følge en sag til dørs.

TV 2 Kosmopol og P4 København yder en vigtig indsats. Men de dækker et stort hovedstadsområde med mange kommuner. Selv med dygtige og engagerede journalister kan de ikke følge hverdagen i hver enkelt kommune så tæt, som et lokalt medie kan.

Derfor hilser jeg Socialdemokratiets forslag om at flytte den årlige støtte på omkring 100 millioner kroner fra Radio4 til lokal og regional journalistik velkommen. Jeg mener, at de penge kan gøre større demokratisk gavn tættere på borgerne.

Det er en politisk prioritering. For mig vejer behovet for stærke lokale medier tungt. Vi har brug for redaktioner, som følger kommunerne løbende, opdager problemerne og giver borgerne et oplyst grundlag for at deltage i debatten.

Jeg har rejst bekymringen for lokaljournalistikkens fremtid flere steder, også i Kommunernes Landsforening sammen med borgmesterkolleger. Nu bør den være et centralt tema i de kommende medieforhandlinger på Christiansborg.

Støtten skal samtidig gives med respekt for mediernes uafhængighed. Politikerne skal skabe bedre rammer for journalistikken. Redaktørerne og journalisterne skal selv vælge historierne, stille spørgsmålene og drage konklusionerne. Også når deres arbejde fører til kritik af os, der ønsker at styrke dem.

Her i Gladsaxe giver det nye lokale netmedie GladsaxeNetNyt håb. Det er glædeligt, at nogen tager initiativ til at skabe et nyt sted for lokale nyheder og debat. Men initiativ og engagement skal også kunne bæres af en økonomi, der giver plads til ordentlig journalistik.

Vi har som borgere et ansvar for at læse, bruge og bakke op om vores lokale medier. Og vi har som politikere et ansvar for at tage deres vilkår alvorligt. En stadig større del af annonceindtægterne går til internationale techplatforme, mens regningen for at undersøge lokale forhold fortsat skal betales her.

Jeg bruger selv sociale medier til at fortælle om mit arbejde. Men mine opslag kan aldrig erstatte en uafhængig journalists blik på det, jeg foretager mig som borgmester.

Gladsaxe har brug for medier, der både fortæller om det, der lykkes, og undersøger det, der svigter. Medier, der giver plads til uenighed og hjælper os med at forstå de valg, vi står overfor.

Derfor siger jeg ja til at prioritere pengene til lokaljournalistikken. Et stærkt lokalt demokrati kræver en stærk lokal presse.