Debat

Idrætsklubben kan også være en fritidsklub

Idrætsklubben kan også være en fritidsklub
Fotograf : Jørgen T. Jespersen
Af Henrik Sørensen
Politisk ordfører Det Konservative Folkeparti – Gladsaxe Byråd

Kan den lokale idrætsklub også være fritidsklub? Det mener vi i Det Konservative Folkeparti, at en idrætsklub godt kan være.
Til de kommende budgetforhandlinger vil vi derfor foreslå, at idrætsklubber fremover får mulighed for at være meget mere end blot en idrætsklub.
Vi vil flytte fritidsklubberne ud i idrætsklubberne, så børn og unge får et nyt tilbud, hvor de kan kombinere idrætsliv og fritidsliv med deres kammerater.
Ansvaret for, hvordan fritids- og idrætsklubben skal fungere, vil vi overlade til de enkelte idrætsklubber.
Mange idrætsklubber udfører allerede i dag et stort socialt arbejde, hvor de skaber en forening, som er meget mere end blot en idrætsklub. De skaber et fællesskab for medlemmerne, hvor de også mødes i deres fritid.
Medarbejderne skal ikke være kommunalt ansatte, men ansat i de enkelte klubber med tilskud fra kommunen. Det tror vi vil skabe bedre muligheder, fordi klubberne ikke bliver fanget i kommunalt bureaukrati. Det vil samtidig skabe bedre arbejdspladser med større muligheder for udvikling.
Se bare på Bytoften IF, som sidste år vandt prisen som Danmarks bedste idrætsklub. Bytoften IF er meget mere end bare fodbold. Klubben har udviklet sig langt ud over de faciliteter, den har i dag.
Tænk, hvad det ikke kunne blive til, hvis klubben fik endnu bedre faciliteter – hvis kommunen byggede et foreningshus til Bytoften IF, som både kunne fungere som fritids- og idrætsklub.
Men også mange andre klubber kunne blive meget mere og endnu bedre, hvis de fik de rette faciliteter.
Der er mange unge, som i dag ikke er medlemmer af en idrætsklub. Det skal vi have ændret, og at gøre idrætsklubberne til meget mere end blot idrætsklubber kan være et vigtigt skridt på vejen.
Idrætsklubben kan også være en fritidsklub
Tennisspillerne på Gladsaxe Stadion kan også hygge sig med bordtennis