Debat

Hvordan kommer vi til at cykle mere?

Hvordan kommer vi til at cykle mere?
Debatindlæg af : Christina Rittig Falkberg og Torben Madsen, byrådsmedlemmer for hhv. Radikale Venstre og Enhedslisten.

Vi cykler mindre og kører mere i bil. For Gladsaxe er antallet af cykelture faldet med 20% fra 2019 til 2024, mens de kørte kilometer i bil i samme periode er steget med 5%. Mange har et ønske om at cykle mere, og de fleste forældre vil gerne kunne sende deres børn sikkert på cykel til skole. Cyklen bruges bare mindre end tidligere.
Der er flere gode forklaringer, og én af dem er, at vores byer i al for høj grad er indrettet til biler. De mange biler betyder mindre sikkerhed for cyklister og gående. Det vil vi gøre noget ved. Fordi det er sundt at cykle, og flere biler på vejene betyder mere støj, trængsel og klimabelastning.
Gladsaxe Kommune har handleplaner med sigte på sikker trafik og bedre forhold for cyklister. Det går bare for langsomt med at gøre planerne til virkelighed.
Enhedslisten og Radikale Venstre går ind til de kommende budgetforhandlinger med et ønske om at få fremdrift i projekter, der fører til konkrete forbedringer for cyklister.
Det vigtigste er, at der etableres sikre skoleveje med gode cykelstier eller fortrinsret for cyklister, så børn kan cykle sikkert til skole.
Der skal være cykelstier på flere veje, og nogle af de nuværende cykelstier bør gøres bredere for at have plads til ladcykler, der er et godt alternativ til bilen. Nogle steder er der kun en stribe i vejen, som adskiller cyklister fra biltrafikken – det skaber farlige situationer, og den slags ”cykelbaner” bør ændres til rigtige cykelstier med kantsten.
Vi vil fortsætte udviklingen med at gøre mindre veje mere sikre og børnevenlige – enten ved at lukke vejen eller ved bump, der leder den gennemkørende biltrafik til større veje.
For at gøre det lettere at tage cyklen foreslår vi, at der skabes bedre forhold for at parkere cykler med overdækning, mulighed for fastlåsning og plads til ladcykler.
Mange har taget elcyklen til sig for at gøre den tohjulede transport hurtigere og mere overkommelig. Kommunen bør derfor tilbyde tidsbegrænset udlån af elcykler, med og uden lad, for at give folk lejlighed til at prøve elcyklen som transportform.
Denne slags ændringer, der fremmer cyklisme og trafiksikkerhed kræver, at der afsættes penge i budgettet og sikres resurser i forvaltningen. Det vil vi kæmpe for i budgetforhandlingerne.