Debatindlæg Af Ida Schwaner Andersen
Over 25 forskellige voksne har mit barn mødt i den institution han går i en periode på 1,5 år. Pædagoger, medhjælpere og vikarer. Min mormor, som modtager hjemmehjælp, har haft måske det dobbelte antal hjemmehjælpere og vikarer.
På deres begges vegne spørger jeg dagligt: Hvem er der i morgen?
Min dreng går i daginstitution i Søborg. Det hus, han går i, fejler ikke noget. Den ledelse og de voksne der er nu, fejler heller ikke noget. Men vi kan ikke holde på personalet.
Når vi rekrutterer uden samtidig at kunne fastholde, skaber vi et system, hvor tilknytning bliver midlertidig. Hvem møder min dreng om morgenen? Hvem låser sig ind om aftenen hos min mormor? Hvordan opbygger man egentlig faglighed og mening i arbejdet, når man kun lige når at lære et menneske at kende, før man er videre?
Måske skal vi holde op med kun at spørge, hvordan vi får flere ind, men i højere grad spørge: Hvordan skaber vi noget, der gør, at de bliver?
For i sidste ende er det ikke bare et spørgsmål om bemanding. Det er et spørgsmål om, hvem der er der – også i morgen.
Hvem er der i morgen?
