Nyheder

Boligprojekt i modvind

Boligprojekt i modvind
Martin fra SquareMeter forklarede lidt om intentionerne med udformningen af husene, der skal være diskrete og passe ind i det nuværende miljø. Lige hvor han står går der en linje, så man ikke må komme nærmere søen.
”Det er et udmærket projekt. Der er kun en fejl. Det er husene”.
Så kort sammenfattede Knud Neergaard Flensted vist stemningen, da Bagsværd Kostskole og byggefirmaet SquareMeter havde indbudt til åbent hus for at fortælle om planerne med at bygge 44 huse, hvor kostskoleafdelingen ligger på Skovalleen i Regattakvarteret.
Knud Neergaard Flensted er tovholder på den underskriftindsamling, der foregår i øjeblikket som protest mod byggeriet. Lige nu ligger antallet af underskrifter på ca. 400.
Fremmødet var massivt, da det hele gik i gang klokken 16.30. Et slag på tasken peger hen mod et tal på cirka 300 borgere, der indledningsvis fik en forklaring på, hvorfor kostskoleafdelingen bliver nedlagt. Det burde den simpelt hen have været for mange år siden, for der har ikke været mange beboere.
Nicolai Axholm fra SquareMeter indledte med at fortælle hvorfor netop gerne SquareMeter var interesseret i at gå i krig med opgaven efter at en række andre firmaer havde kigget på det hele og trukket sig.
Derefter var der mulighed for at stille spørgsmål, og det foregik i en yderst urban tone, hvor der blev stillet skarpe spørgsmål, men uden at det blev personligt. Men det stod hurtigt klart, at de mange fremmødte ikke just var kommet for at se på ny bolig. Det var mere for at få en klar fornemmelse af, hvad det hele går ud på.
Værterne var i modvind, der var ikke tale om en let brise, men heller ikke den store stormvind
Der var tre stop undervejs og et transportabelt mikrofonsystem, og hver gang blev intentionerne præsenteret, og så kom spørgsmålene. Heldigvis blev det også til fremvisning af nogle plancher, så man bedre kunne få en ide om helhedens udseende.
P-pladser, en fortætning af trafikken og kloakproblemer kom naturligvis også ind i debatten
Mange af byrådets medlemmer var også til stede, og der er vist lagt op til en hed debat al la ved forrige møde, hvor Lars Abel havde stillet et lille dusin spørgsmål, når det går løs igen næste uge.
På et tidspunkt skal der laves en ny lokalplan for området, og det bliver ikke med stemmetallet 25-0 – altså fuld enighed – i byrådet.