Sport

Haller til indendørs tennis og atletik

Haller til indendørs tennis og atletik
Martin Gram - formand for Bagsværd Atletik Club - kan glæde sig over, at der om nogle år vil stå en atletikhal på arealet ved Ringbo.
Så kan der dyrkes sport hele året rundt
-Jeg tager lige til træning. I Malmø.
Sådan foregår det, når atletikudøvere i Københavnsområdet vil træne om vinteren og de udendørs baner ikke kan benyttes. Så skal der bruges tid og penge på at komme over broen.
Men nu er der håb forude for atletikfolket. Og såmænd også for de 1.500 tennisspillere i klubberne AB, Gladsaxe og Bagsværd.
For de cirka 600 millioner kroner, der ikke skal bruges på en ny skole på Ringboarealet vil blive frigjort til andre projekter. Og det gælder altså også de to store haller.
-Det er ikke sådan, at vi lige kan smække et grydeklart projekt på bordet. Skal de to haller ligge ved siden af hinanden, eller skal vi finde en anden placering til tennishallen. Og hvordan forholder det sig til specialskolen Bakkeskolen, som vi også skal finde en løsning for, siger borgmester Serdal Benli (SF), der præsenterer sit budgetoplæg ved Gladsaxedagen på lørdag.
Nogle af de mange penge skal også bruges på vedligeholdelse og udbygning af skolebygninger
Når man en gang er blevet enige i partierne om fordelingen af pengene, skal man så arbejde videre med en detailprojektering, så end el ungdomsmedlemmer kan vist godt være blevet seniorer inden det hele står færdigt.
-En hal vil løfte både elite og bredde og fastholde medlemmerne, siger Bagsværd Atletik Clubs formand Martin Gram, der lige nu er i spidsen for 405 medlemmer.

En atletikhal vil formentlig have fire løbebaner på 200 meters længde og så måske et areal ude i siden til at løbe ligeud.
Fidusen ved hallen skal være, at den også kan bruges til andre formål, så det ikke bare er atletikfolket, der får glæde af den. Jo flere, der får glæde af hallen, jo bedre.
Der findes modeller, hvor man kan trække et rullesystem ud af en væg og få massevis af tilskuerpladser.
Det bliver også spændende at se, hvordan den nye tennishal vil komme til at se ud – hvor mange baner, der bliver plads til. Der kan jo kun være fire spillere på hver bane, så hvis alle 1.500 medlemmer skal have en chance for at komme, tilbliver der forhåbentlig plads til en håndfuld baner.