Nyheder

Gladsaxe Kommune holdt byggeri hemmeligt i 7 måneder

Gladsaxe Kommune holdt byggeri hemmeligt i 7 måneder
Svend-Erik Andersen, der er formand for A/B Bagsværd Midtpunkt, viser her hvor højt bygningen kommer op. I bredden fylder den de tre p-pladser bag ham. Målene er 4 gange 4,5 gange 2,5 meter . (Foto: Erling Madsen).
Af Erling Madsen

Kan man holde en byggesag hemmelig i 7 måneder for de berørte borgere? Kan man orientere dem 5 dage før byggeriet skulle gå i gang? Kan man påvirke erhvervsdrivendes indtjening? Kan man påvirke udlejningsmuligheder og dermed andelshavernes fremtidige husleje uden partshøring? Kan en kommune handle i strid med sine egne principper?
Det spørger de om i Andelsforeningen Bagsværd Midtpunkt.
Og ja – det kan man godt, hvis man spørger Gladsaxe Kommune, der har en erhvervspolitik med overskriften »Gladsaxe - en attraktiv og bæredygtig erhvervskommune«.
En forurening af grundvandet fra aktiviteter på Bagsværd Fort skal renses op og kommunen mener den bedste placering af udstyret er på en kommunal p-plads foran butikkerne og Andelsboligforeningen Bagsværd Midtpunkt på hjørnet af Gammelmosevej og Bagsværd Hovedgade.
Det 4,5 meter brede og 2,5 meter høje byggeri tager p-pladser fra de erhvervsdrivende og gør det svært at få øje på butiksfacaderne. Kommunen har i øvrigt en vejledning, der fastslår, at den slags bygninger skal placeres, så de ikke syner i byrummet!
Kommunen begrunder den manglende partshøring med: »Sagen er afgjort uden forudgående partshøring, da vi vurderer, at sagen er af underordnet betydning for de omkringboende, da de ikke har en væsentlig individuel interesse i sagen.«
Dét mener andelsboligforeningen er direkte forkert, da det vil gøre det sværere at leje erhvervslokalerne ud når p-pladser fjernes og udsynet til butikkerne mindskes. Og det vil i den sidste ende betyde reducerede lejeindtægter og dermed vil huslejen uvægerligt stige.
Ydermere mener kommunen, at bygningen skal ligge der minimum 30 år, så den vil påvirke området fremover:
- Kommunen har tilsyneladende ikke ønsket dialog, for byggetilladelsen blev givet 2. oktober, men først 30. april blev vi orienteret – og planen var, at byggeriet skulle starte 5. maj, fortæller A/B Bagsværd Midtpunkts formand Svend-Erik Andersen.
Foreningens indsigelse har gjort, at kommunen nu har skubbet byggeriet til august. Foreningen undrer sig over, at der ikke er gjort mere for at finde en anden placering – og har tilbudt at drøfte en placering på foreningens grund, men det kræver dels at der ligger en aftale med kommunen, dels at en ekstraordinær generalforsamling godkender den:
- Kommunen har svaret, at det vil forsinke og dermed fordyre byggeriet. Men kommune har jo selv holdt godkendelsen hemmelig i 7 måneder! Så havde kommunen ønsket en dialog med os havde der været masser af tid til at snakke om mulighederne, påpeger Svend-Erik Andersen.