Holdet er ved at gennemgå en foryngelseskur
23 mand til træning. Pænt højt tempo på de forskellige øvelser, hvor bolden er meget i brug. God intensitet afbrudt af vandpauser i varmen.
Mens andre klubber døjer med at få folk tilbage fra ferie har det i hvert fald i denne uge set fornuftigt ud hos Gladsaxe-Hero fra Sjællandsserien med hele to hold til træning.
-Vi er i gang med et generationsskifte og ved ikke helt, hvor vi står, siger træner Jeff Holden, der lige som så mange andre trænere fra træning til træning støder på nye navne.
-Det er jo noget med, at man lige skal se, hvordan forholdene er hos kammeraterne, forklarer han.
Lige her og nu ser det ud som om der er kommet nogle unge gutter fra Brønshøj, AB og Nørrebro, men det kan jo hurtigt ændre sig.
Forrige sæson blev mildt sagt en blandet landhandel. Premierekampen gav en lussing på 0-10. Nedrykningen lurede til sidste spillerunde, hvor Bagsværd og Gladsaxe-hero fandt ud af at spille 0-0. Et resultat, der passede begge klubber fortrinligt.
-Det er den sags ting, der ikke må ske. Vi var bagud 0-4 i 0-10 kampen, da der var spillet en time, og så faldt vi fuldkommen fra hinanden. Lidt mere energi og hårdhed havde bidraget til at undgå det sammenbrud.
Jeff Holdens bror Bo er træner i GVI, og der har været tale om at en håndfuld fra U19-holdet hos GVI skulle skifte til Gladsaxe-Hero for at få spilletid.
-I første omgang synes jeg, at de skal se tiden an, og så må vi prøve at finde en fornuftig løsning, siger Jeff Holden, der slet ikke er enig i, at det ser ud som om spillerne er i en god fysisk forfatning.
-Overhovedet ikke, siger han.
Så den kommer til at stå på masser af løbetræning op til sæsonpremieren fredag 14. august ude mod Rudersdal på stadionbanen i Vedbæk.
Gladsaxe-Hero skifter ud
Træner Jeff Holden er klar til at få sine spillere i bedre fysisk form.