Nyheder

Givtige besøg på botilbud

Givtige besøg på botilbud
Elever fra SOSU H på besøg i Gladsaxe Handicaptilbud.
Eleverne fra SOSU H besøger forskellige botilbud og får erfaring med arbejdet med borgere med udviklingshandicap, psykiske lidelser og komplekse støttebehov.

Eleverne fra SOSU H besøger botilbuddene Kellersvej og Cathrinegården i Gladsaxe Handicaptilbud. Besøgene omfatter blandt andet præsentation af botilbuddene, introduktion til sundhedsfaglige og pædagogiske tilgange, rundvisning samt møde med borgere.
Flere elever får ifølge underviser fra SOSU H Marina Bang Jensen vakt deres interesse for Kellersvej og handicapområdet:
- Som underviser for en elevgruppe med meget forskellige erfaringer var det en fornøjelse at opleve elevernes store engagement i mødet med borgerne på Kellersvej. Samtalerne med både borgere og social- og sundhedsassistenter giver eleverne et værdifuldt indblik i, hvordan teori omsættes til praksis. Eleverne fremhæver især den respektfulde tilgang til borgerne og den måde, borgerne understøttes i at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Flere var så begejstrede for besøget, at de efterlod deres kontaktoplysninger i håbet om at få arbejde der.

For Gladsaxe Handicaptilbud er samarbejdet en mulighed for at dele faglig viden og skabe interesse for området blandt kommende fagprofessionelle. Det understøtter rekrutteringen af fremtidige fagprofessionelle.
- Vi er utrolig stolte af samarbejdet med SOSU H – og vi mærker tydeligt, hvor stor en værdi det bringer. Samarbejdet giver energi, styrker fagligheden hos både elever og medarbejdere og gør koblingen mellem teori og praksis levende allerede fra starten af uddannelsen. Samtidig oplever vi, at det styrker rekrutteringen og skaber endnu større viden og engagement omkring det socialfaglige felt, siger Sandra Filbert, Kvalitets- og udviklingssygeplejerske i Gladsaxe Handicaptilbud.

Eleverne får også indblik i tværfagligt samarbejde, dokumentation og social- og sundhedsassistenternes sundhedsfaglige ansvar.
- Samarbejdet mellem Gladsaxe Handicaptilbud og SOSU H viser, hvor stærkt det kan være, når vi samskaber på tværs af områder og bygger bro mellem teori og praksis. Sammen skaber vi nye læringsrum for eleverne og er samtidig med til at styrke den høje faglighed i kommunen, siger Mille Tindø, civilsamfundskoordinator i Gladsaxe Handicaptilbud.
Planen er, at botilbuddene får besøg af elever fra SOSU H fire gange årligt.
,