Fælles Grundlovsmøde i Aldershvile Slotspark en succes
Det franske mobilselskab Orange kørte for små 30 år siden en kampagne i Danmark under sloganet ”samtale fremmer forståelsen”.
Og det slogan lå som en fællesnævner hen over de taler, der blev holdt på Grundlovsmødet ved Aldershvile Slotspark, hvor der var langt flere fremmødte end tidligere. Og hvor lidt dryp fra oven i små mængder ikke generede væsentligt
De Konservative, Venstre, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet var gået sammen om arrangementet frem for at sidde hver for sig med en meget overskuelig mængde tilhørere.
Borgmester Serdal Benli (SF) holdt hovedtalen, hvor han nævnte sin tur fra den anatolske højslette til Aldershvile med bl.a. et grumt minde fra en anholdelse i Tyrkiet som minde.
-Grundloven er fundamentet for vores tale om bl.a. frihed og ytringsfrihed. Det er begreber, hvor vi skal være der for hinanden, sagde Serdal Benli.
Henrik Blavnsfeldt fra De Konservative kom ind på den urolige tid i hele verden og de mange lande, der ikke har demokrati. Og han nævnte det anspændte forhold til USA, der har vendt os ryggen og truet med at overtage Grønland på en eller anden måde.
-Danmark ligger i top, når det gælder mange tilfredshedsundersøgelser. Danmark er et fantastisk land, men der er selvfølgelig ting, der kan gøres bedre, sagde han, der en gang om året lige læser Grundloven igennem.
Astrid Søborg fra Venstre tog udgangspunkt i den første grundlov i 1849, hvor staten indtil da havde bestemt over borgerne, der godt kunne glemme alt om valg og ytringsfrihed. Det har så ændret sig.
Hun kom også ind på krisen med at skaffe medlemmer til partiforeningerne og om den hårde tone, der en gang imellem dukker op på de sociale medier, hvor tastaturkrigerne af og til har kronede dage.
Christina Rittig Falkberg fra De Radikale understregede, at Grundloven med de 89 paragraffer er den usynlige tråd, der på mange fronter styrer vores liv. Og at sammenhold virkelig kan noget.
Mette Laurberg fra Socialdemokratiet rundede af og var helt på linje med de foregående talere og glædede sig over, at skolebørn allerede tidligt stiftede bekendtskab med demokratiet.
Alt i alt en dag i samarbejdets ånd. Så bliver det spændende at se, hvordan tingene udvikler sig, når budgetforhandlingerne snart skal i gang.
Søborg Harmoniorkester sørgede for musikken, som de har gjort i over 50 år. Kun en gang har de måtte give fortabt.
Det hele sluttede med Der er et yndigt land – der jo faktisk har fire vers. Hvis nogen skulle have glemt det.
Fundamentet skal være i orden
Mette Laurberg fra Socialdemokratiet rundede det velbesøgte møde af.