Sløj indsats mod Ledøje-Smørum gav et nederlag
Enten Ringsted eller Glostrup rykker op i 3. division fra Danmarksserien. Og taberen i det spil får en ekstra chance mod et hold fra Jylland, hvor vinderen af rækken også rykker direkte op og toerne altså også få en chance om den tredje plads i 3. division
Og nu ser det ud, som om FC Gladsaxe får meget stor interesse i det spil, for 0-3 ude mod Ledøje-Smørum (LSF) sendte de rødblusede fra Værebro ned som tredjesidst i kvalifikationsspillet fra Danmarksserien, hvor AB Tårnby og Hvidovre er sikre på at rykke ned. Bliver taberen i det ekstra kvalifikationsspil Ringsted eller Glostrup, så ryger der tre hold fra SBU og KBU ud.
Da FC Gladsaxe for nylig mødte LSF på hjemmebane var der en mild gaveuddeling, og det spor fortsatte i Smørum.
LSF kom nemt igen i FC Gladsaxes højre side og Benjamin Lyng scorede fra kort afstand til 1-0 på en hurtig kontra. Det blev 2-0 ved Benjamin Lyng på noget, der mindede om et drop af Ovays Azizi i FC Gladsaxes mål.
Rasmus Thygesen gjorde det til 3-0, da FC Gladsaxe var totalt udspillet. Ud over det havde LSF nogle gevaldige tilbud, mens FC Gladsaxe kun havde et enkelt stort tilbud. Der var mange solopræstationer og meget lidt sammenspil.
FC Gladsaxe spiller sin sidste kamp på lørdag i Værebro klokken 14.00 mod Herlev, mens Skovshoved tager imod Næstveds divisionsreserver.
Det hele kan blive endnu mere indviklet fordi landsbyklubben Gørslev måtte droppe at stille op til lørdagens hjemmekamp mod Tårnby FF i oprykningsspillet. Om de kan skaffe tilstrækkelig mange spillere på lørdag i Glostrup, er så et åbent spørgsmål. Og det helt store spørgsmål på længere sigt er, om det giver mening at fortsætte som DS-hold.
FC Gladsaxe stadig i farezonen