Sport

FC Gladsaxe pillede topholdet fra hinanden

FC Gladsaxe pillede topholdet fra hinanden
De lyseblå fra FC Gladsaxe nåede næsten himmelske højder. 5-0 ude mod topholdet virkede utopisk før kampstart – men den var god nok.
Udebaneopgøret mod Nerasthe blev vundet med 5-0
”Det skal nok komme. Vi skal lige finde hinanden”.
Har FC Gladsaxes nye træner Lasse Holmgaard sagt hele tiden siden sin tiltrædelse i sommerpausen.
Der har været nogle udfald. 0-6 i Fredensborg for 14 dage siden var en kikser af rang.
Men pludselig faldt alle brikkerne på plads i udekampen mod Nerasthe i ”Gryden” i Ballerup.
Nerasthe gik på banen som absolut tophold, men blev skilt fuldkommen ad. 5-0 til FC Gladsaxe var i underkanten. Det burde have været stillingen allerede ved pausen.

Der var et minuts stilhed før kampen for at mindes Adem Kücükkartal, der er død, men derefter var det en ren fest.
Da der var spillet 16 minutter, havde FC Gladsaxe brændt tre 100 procent chancer. Alle spillerne havde valgt at ramme dagen. Et pres langt fremme på banen betød, at Nerasthe aldrig kom i gang. Der var nærmest tale om spil et mål. James Goddard var flyvende på venstre fløj og skabte chancer til sig selv og fik en friløber fra midten af banen, men kiksede den nemme afslutning.
På højre back var Rasmus Rønne sprudlende. Det gav to indlæg fra baglinjen – og to mål, så FC Gladsaxe gik til pausen med den smalle føring. Nerasthe havde kun haft en seriøs afslutning, der blev banket lige i brystet på Ovays Azizi i FC Gladsaxes mål.
På midten boltrede Øzhan Vurucu og Zakaria Fazal sig med hurtige førstegangsafleveringer og sideskift med højt tempo. Det trak tænder ud hos værterne.
Nerasthes spillere talte ikke pænt til hinanden på vej til pausen. Der var noget at rette op på.
Men dårligt var 2. halvleg startet før Rasmus Rønne smækkede et indlæg ind til den fremstormende Malik Ait der sendte bolden ind til 0-3. Så var den kamp afgjort. Kosmetisk blev det så forvandlet til 0-5. Det var tårnhøj klasse.
FC Gladsaxe er i top 5, og hvis det niveau kan holdes, bliver det ikke sjovt at møde dem. På lørdag er der hjemmekamp mod pointløse KFUM Roskilde på banen i Værebro.
FC Gladsaxe pillede topholdet fra hinanden