Nyheder

Falsk anmeldelse om demonstration

Falsk anmeldelse om demonstration
Borgmester Serdal Benli og betjenten fik styr på situationen, og det hele endte i god dansk aftenhygge.
Mødedeltagere fik sig en oplevelse ved aflevering af underskrifter
Knud Flensted fra borgergruppen, der kæmper for at undgå byggeri ved Haraldsgave i regattakvarteret havde afleveret 584 underskrifter til borgmester Serdal Benli, der pointerede, at der på ingen måde er truffet en beslutning om noget som helst i den sag.
De fremmødte klappede, og det lignede det smukkeste eksempel på, at i Danmark kan man godt være uenige uden at blive uvenner.
Men pludselig blev freden brudt. En politibil stansede ud for indgangen til Haraldsgave, og den ene betjent fortalte, at de var kontaktet om, at der foregik noget med bannere.
Det kunne dårligt være mere forkert. De fremmødte lignede mest af alt kandidater til FNs Fredskorps. Serdal Benli kontaktede en af betjentene, og så endte det i god dansk hygge, hvor farbror betjent og alle de andre kunne stå og smågrine af episoden – og undre sig over, at politiet var blevet kontaktet.
En mødedeltager var tidligere på dagen blevet kontaktet af politiet, mens han sad og læste avis ved Regattapavillonen. Betjenten ville vide, om han fløj med en drone. Og han ville godt have lov til at undersøge mandens taske.
-Og det fik han selvfølgelig lov til. Det var noget med, at der var en vigtig gæst ovre på Marienborg, og så skal sikkerheden være i orden. Tonen var venlig hele vejen igennem. Sådan skal det gøres, lyder vurderingen af den situation.