Sport

Fællesskaber er det vigtigste

Fællesskaber er det vigtigste
Når man virkelig rammer et tennisbold, så det føles, som om ketsjeren bare er en forlængelse af armen, så er det næsten til at blive helt høj på
Bagsværd Tennisklub sender talenterne videre
Da Christian Shaffer var barn, gik han til tennis i seks måneder. Det var ikke sjovt, så det blev droppet.
I stedet spillede han fodbold for fuld udblæsning i AB. Og det gjorde han til han blev 21 år. Så røg der et korsbånd og troen på, at han kunne komme tilbage på grønsværen.
Så gav han tennis en ny chance – og denne gang var den der. Han blev totalt fanget af sporten.
Og nu er han så som 28-årig formand i Bagsværd Tennisklub, BTK. En klub, der i den grad står for de værdier, som han sætter højest.
Begejstring, tillid og kammeratskab er nøgleordene i BTK.
-I vores klub kommer man til at kigge langt efter spillere, der kan blive en ny Holger Rune eller Clara Tauson. Det kan godt være, at der popper store talenter op, men så sender vi dem videre i systemet til klubber, der er bedre gearet til at klare deres udvikling, siger Christian Shaffer.
Det hedder sig jo ofte, at man skal begynde meget tidligt for virkelig at få styr på teknikken i sporten. Men det kan godt lade sig gøre at blive en habil tennisspiller, hvis man vel at mærke i forvejen har noget boldføling og taktisk sans.
-Løsningen er de skumbolde, som vi også bruger til de allermindste. Dem kan voksne faktisk også bruge med fordel. Det er sin egen sag at styre bolde og ketsjer, når man går i gang med de normale gule bolde, men på den anden måde, kan man komme langt og få noget sikkerhed på plads.
Christian var 22 år, da han blev formand, og han afløste en formand, der også var meget ung, da han overtog styringen.
-Der er en tradition for en ung ledelse i klubben. Det giver noget dynamik, og man bliver virkelig bidt af stemningen. Der er mange sociale arrangementer i klubben, og når man har spillet, så bliver man ofte hængende.
Som så man mange andre klubber i Gladsaxe har BTK også problemer med faciliteterne.
-Vi er næsten 600 medlemmer til seks baner. Bane 3 og 4 kan bruges hele året, men en hal ville være at foretrække. Lige nu har vi ikke plads til flere medlemmer.
--Vi håber på, at vi sammen med AB og Gladsaxe Tennis Klub kan få en hal, når Ringboprojektet bliver realiseret.
Der er virkelig hyggeligt i det gamle klubhus, selv om det ligge så tæt på S-banen. Men faciliteterne lader meget tilbage at ønske.
-Her er skønt om sommeren, når vi kan sidde udenfor. Og der er pivkoldt om efteråret og vinteren, og badeforholdene er sløje. Så skulle der komme en sponsor eller en fond forbi, så gør det ikke noget, siger Christian Shaffer.
Han spiller selv på holdet i 2. division. Som den eneste under 40 år.
Til næste år er han færdig som it-ingeniør fra DTU, så må tiden vise, hvad der så skal ske.
-Vi har en bestyrelse med otte medlemmer, og vi har ansat en administrativ medarbejder, så der frigøres trænerkapacitet. Vi vil også gerne sende folk på diverse trænerkurser.
I sport skal det for de fleste dreje sig om, at det skal være sjovt at være med. Men det er også sjovt at være god, så kvalificeret træning hjælper til.
-Vi har 40 unger i 3-4 års alderen, der kommer med deres forældre om søndagen. Det er en herlig blanding af leg og sport.
Her i skolernes sommerferie byder BTK både på sommercamp og værtskab for skolerne.