Fire er væk, tre er kommet til
Det er behersket, hvad der er sket af ændringer i truppen hos AB efter oprykningen til den næstbedste række.
Daniel A. Pedersen og Noah Maale har ikke fået forlænget deres kontrakter, Osama Murshed er sagt op, og Jeppe Gertsen er lånt ud til Næstved.
Nye i truppen er Mikkel Clement fra VSK i Aarhus, Willaim Warrer fra Kolding og så er den 21-årige senegaleser Saliou Diop hentet hos Brest i Frankrig.
Diop er angriber, der kan benyttes som fløj i begge sider og som centerforward. Han er 187 centimeter høj og sparker godt med begge fødder.
Da han kom til Brest scorede han 14 mål i de 12 første kampe på reserveholdet, men han havde meget svært ved at komme på det bedste hold, hvor det dog blev til en række kampe på bænken.
AB har indledt træningen og spiller allerede tirsdag træningskamp klokken 18 mod FC Roskilde på Roskilde Stadion.
14. juli tager AB imod Helsingborg klokken 14.00 på Gladsaxe Stadion og 18. juli spilles der hele to træningskampe.
Klokken 13 gælder det en udebanekamp mod Brønshøj og tre timer senere går det løs på Skovdiget mod B 93.
Træneren Fannar Berg Gunnòlfsson har fået forlænget sin kontrakt, så den nu løber frem til juni 2029.
Få ændringer hos AB
Saliou Diop skal forsøge at få skub i karrieren via dansk fodbold. Foto: AB