Trafik- og teknikudvalget får forelagt tidsplan på sit næste møde 26. oktober for projektet med nedlægning af p-pladser
I dag er der i alt 134 parkeringspladser ved Meny i Bagsværd.
97 pladser ligger på terræn, hvoraf 81 ejes af Gladsaxe Kommune, og 16 ligger på Meny’s matrikel desuden er der 37 pladser i Meny’s parkeringskælder.
Kommunen arbejder med et projektforslag, der skal reducere antallet af p-pladser til fordel for noget beplantning for at gøre området grønnere.
I arbejdet med projektforslaget har By- og Miljøforvaltningen fået udført parkeringstællinger i september 2025, der viser, at det maksimale antal parkerede biler på terræn forekommer kl. 17 på hverdage, hvor der holder 62 biler, mens der om lørdagen kl. 12 holder 55 biler på terræn
Desuden viser tællingerne, at pladserne i parkeringskælderen sjældent er mere end halvt fyldte. På den baggrund har forvaltningen vurderet, at der vil kunne nedlægges et antal parkeringspladser for at skabe plads til mere grønt.
For at imødekomme bekymringen for, at der nedlægges parkeringspladser, vil forvaltningen supplere de eksisterende parkeringstællinger med nye digitale tællinger, der foretages ved hjælp af kamera monteret på en lysmast ved ind- og udkørslen. Derved bliver parkeringsbehovet hen over vinteren, inklusive juleperioden, afdækket. Hele ændringen af området skulle være gået i gang her i slutningen af året. Det ville nærmest havde smadret handlen for Bog&Ide, der var klar til at lukke butikken på stedet.
Det blev så forpurret, og nu ser det ud til, at der fra kommunal side er en holdning om, at samtale fremmer forståelsen. Så der er lagt op til dialog før og under udførslen af arbejdet, der ventes at gå i gang medio marts og forventes at ville tage 15 uger.
Det udarbejdede projektforslag er fleksibelt på den måde, at et antal parkeringspladser nedlægges og 1:1 omdannes til store plantehuller. Dermed er der en direkte sammenhæng mellem antallet af parkeringspladser, der nedlægges, og muligheden for at skabe grønt. For at opnå den ønskede effekt om et attraktivt grønt byrum er der i projektforslaget lagt op til at nedlægge 19 kommunale parkeringspladser og omdanne dem til frodige plantebede med træer, der vil styrke oplevelsen af et grønt byrum. På mødet præsenteres projektet som oplæg til en drøftelse af, om projektet skal fastholdes i sin nuværende form.
De store træk i tidsplanen er som følger:
Fra november 2026 til februar 2027 vil forvaltningen gå i dialog med butikker og bygningsejere, dels for at informere om projektet og hvad Gladsaxe Kommune ønsker at opnå, dels for at gå i dialog om anlægsfasen, så de bliver godt klædt på ift. hvilke etaper og afspærringer, der kan forventes hvor og hvornår. Forvaltningen vil, hvor det er muligt, forsøge at justere anlægsarbejderne, så konkrete ønsker kan imødekommes. Derudover vil forvaltningen holde et arrangement i området for at gøre borgere og kunder opmærksomme på de forandringer, der kommer til at ske, og skiltning vil blive opsat i god tid før anlægsstart.
Anlægsarbejderne opdeles i fem etaper, så pladsen aldrig spærres helt af. Der vil dog være et reduceret antal parkeringspladser til rådighed i anlægsperioden. Adgang til butikker, boliger og varelevering vil kunne ske på alle tider. Forvaltningen vil med erfaring fra ”åben skurvogn” i Søborg Hovedgade projektet være til stede i området i anlægsfasen med jævne mellemrum for at holde dialogen konkret.
Opstart af anlægsarbejder i vinterperioden til og med marts indebærer en risiko forbundet med vejrlig. Derfor anbefaler forvaltningen, at anlægsarbejdet tidligst startes medio marts 2027. Entreprenøren skal bruge 15 uger til at fuldføre arbejdet, hvilket betyder, at der vil være anlægsaktiviteter og afspærringer hen over påske og helligdagene i maj. Derved vil anlægget være afsluttet primo juli. Det skal bemærkes, at det er afgørende for planternes overlevelse, at der ikke plantes senere end ultimo marts - primo april.
Økonomien er behandlet i forbindelse med tidligere relaterede sager. Forvaltningen kan oplyse, at der er en ekstra udgift på 170.000 kr. forbundet med udskydelse af anlægsarbejderne, da der var indgået en kontrakt med en entreprenør. Der vil ligeledes komme en ekstra udgift med supplerende parkeringstællinger. Begge ekstra udgifter forventes at kunne afholdes indenfor projektets økonomi til uforudsete udgifter.
Ekstra trafiktælling ved Meny
Parkeringskælderen under Meny er nærmest gabende tom tidlig på eftermiddagen, hvor langt de fleste er på arbejde.