Kultur

Det rene cirkus

Det rene cirkus
Underholdning på Hovedbiblioteket rendyrket succes
Det var det rene cirkus. Altså på den gode måde.
Trioen Volantes lagde ud på Hovedbiblioteket lørdag formiddag på en emnedag, der meget passende var kaldt ”gøgl og grin”.
Og de nåede et hav af disciplinerne, der hører til i en cirkusforestilling. Der var akrobatik, jonglering, lidt falde-på-halen komik og en hel del andet. Udført med stor sikkerhed og professionalisme og evne til at komme ud over rampen. Det meget unge publikum blev belært om hvordan man klapper føre forestillingen gik i gang. Så var det ordnet.
Forestillingen skulle være foregået udendørs, men regndryp og udsigt til mere fra oven betød, at man skulle rykke indendørs, og så var der trængsel på gulvet og langt ude i siderne, hvor det godt kunne knibe med at få det fulde overblik.
Forestillingen varer 45 minutter, og det hele foregik i 5. gear. Her var der ingen pauser, der kunne skabe uro hos det ungdommelige publikum , hvis forældre eller bedsteforældre også fik en på opleveren.
At vejret så havde ændret sig til bedre, da forestillingen næsten var forbi, er jo bare noget, der hører til i Danmark.
I de følgende timer var der endnu mere underholdning fra cirkusverdenen.