-Det bedste ved pickleball er, at man næsten ikke behøver at bevæge sig.
Ole Elsholm, formand for Høje Gladsaxe IF brugte mandag aften til at propagandere for den forholdsvis nye sportsgren i Danmark – der blev opfundet i USA for cirka 50 år siden.
Introduktionen foregik på et stykke asfalt nede bag fodboldbanerne, så beboerne kunne følge med fra altanerne eller vinduerne oppe i højhusene.
Kommunen har leveret en midlertidig bane sat sammen af cirka 1.500 plastbrikker. Arealet er som på en badmintonbane. Der spilles med et bat som i padel, og bolden er ovre i den meget lette afdeling.
Man skal nærmest være totalt immun over for boldspil, hvis man ikke i løbet af nul komma nul kan få glæde af spillet.
Og Ole Elsholm har ret. I første omgang er det lige noget for bevægelsesøkonomer, men jo mere man kommer ind i spillet, jo mere avanceret kan det udføres, og de rigtige skrappe kan virkelig køre modstanderne rundt på banen.
-Når jeg får tid fra mit job som chauffør på turistbusser, så skal der anlægges nogle baner her på asfalten. Så kan man bare komme og spille helt gratis. Bliver der virkelig trængsel, så vil medlemmerne af HGI have fortrinsret, men den tid den glæde, siger formanden, der hurtigt får sat en halv snes deltagere ind i reglerne. Det gælder mest om at udmanøvrere sine modstandere. Mulighederne for at hamre løs er ikke så mange, men de findes dog. Og så skal man holde på sit bat, som man holder på en hammer.
HGI har også fire baner på Grønnemose Skole, hvor man som medlem kan spille tirsdage og torsdage, Ofte også fredage og søndage, hvor skolen er tømt for elever. Og så kommer man med garanti ikke til at stå stille.
Pickleball er en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden.
Det spilles både som single og double. Kun serveren kan vinde point. Der spilles normalt til 11, men også 15 og 21 kan komme på tale.