Christoffer Johansen fra Bagsværd Atletik Club vandt 1.500 meter for fjerde gang.
Christoffer Johansen fra Bagsværd Atletik Club havde taktikkenklar i finalen på 1.500 meter ved DM i atletik på Østerbro Stadion. Højt tempo fra start. Så falder de andre nok fra undervejs.
Og det lykkedes til fulde. Hver gang løberne gik ud på en ny omgang var der tyndet ud i feltet, der forholdsvis hurtigt blev delt i to.
-Vinden på startsiden skabte nogle problemer undervejs, så det blev et forholdsvis hårdt løb, sagde Christoffer Johansen, der vandt i tiden 3.42,1 godt halvandet sekund foran sølvvinderen.
-Målet i denne sæson er at komme med til VM på distancen mile race – 1.609 meter – 19. september.
Og eftersom han har vist sig helt suveræn på 1.500 meter, og der skal udtages to danske løbere må han være fuldkommen selvskrevet til den ene plads.
-Modstanden bliver skrap, så jeg skal nok ikke sætte næsen op efter for meget. Men om ikke andet kan jeg da gå efter at slå den danske rekord på distancen. Den lyder på 4,04 og har løbet 4,02 indendørs, forklarer Christoffer Johansen.
Der skal løbes på en rute på Østerbrogade op mod Trianglen, så med mange tilskuere kan det godt komme til nærmest at ligne en vindtunnel.
Han har nu fire DM-titler på 1.500 meter udendørs og det tilsvarende antal indendørs. Ikke dårligt af ingeniøren, der indledte sin karriere i Sdr. Omme, der jo frem for alt er kendt som stedet for gangsport i Danmark.
Formen plejes ved at træne en eller to gange om dagen. Han arbejder på DTU, der har accepteret, at han to gange om ugen også træner om eftermiddagen,
DM er en blandet landhandel. Pæn kvalitet afløses af noget, der næsten er pinligt. Andreas Christoffersen fra Sparta løb 110 meter hæk i tiden 14,11. Han var eneste deltager. En indisk løber hjalp ved at stille op uden for konkurrence.
-Det er nærmest pinligt, konstaterede Andreas.
Den tidligere verdensrekordholder på 800 meter, Wilson Kipketer, kastede lidt glans over det hele ved at uddele guldmedaljen.
Søndag eftermiddag klokken 14.35 skal Joel Ibler Lillesø fra Bagsværd Atletik Club forsøge at levere så godt et resultat, at han kan kvalificere sig til EM i Birmingham på 5.000 meter distancen.
Det lignede et udskilningsløb
Andreas Christoffersen fik sin medalje overrakt af Wilson Kipketer.