Loppemarked i Høje Gladsaxe åbnede beskedent
”Det her kan blive stort”.
Lød vurderingen fra Susanne Palshøj, der havde en af de forholdsvis få boder, da der var debut til loppemarkedet på torvet ved Haraldskirken og Grønnemose Skole i Høje Gladsaxe.
-Fordelen ved det her er, at der er rigtig gode parkeringsforhold, og jeg taler af erfaring, for jeg har min bod adskillig andre steder, siger hun.
Navnet Susanne Palshøj genkendes sikkert af en del Gladsaxeborgere, for hun var i en årrække medlem af byrådet som repræsentant for SF.
-Nu er jeg helt ude af politik. Til gengæld bruger jeg meget tid på at lave indkøbstasker af genbrugsstof. Mit eget lager af stof blev hurtigt brugt op, så nu får jeg leveret fra venner og bekendte.
Der er tre forskellige arealer til boderne. Selvfølgelig alt efter hvor meget plads man har brug for.
Antallet af boder var sparsomt, da det hele gik i gang klokken 9.
-Men lad nu lige det hele komme i gang, siger Susanne Palshøj, der synes, at forholdene er bedre end da der blev holdt marked på pladsen foran rådhuset.