Bagsværds U15-hold tabte 1-4 til FC København i pokalen
1-4 ser ikke så godt ud på papiret, men indtil der manglede 5 minutter, var Bagsværds U15-drenge kun bagud 1-2 hjemme mod FCK, der dog stillede med et blandet U14/U15-hold i pokalkampen.
Modstanderne trillede ind på Bagsværd Stadion i klubbens store bus, omklædte hjemmefra.
Det kunne godt virkede lidt skræmmende, men da kampen gik i gang, var det hele meget jævnbyrdigt. Dog med et beskedent overtag til FCK, der imidlertid spillede alt for meget på tværs.
Det var lidt overraskende, at Bagsværd efter et godt forsøg kom foran på det næste angreb. Det var den arbejdsomme anfører Adam Rask, der sendte bolden i mål til 1-0 på et hovedstød over i modsatte side af målet
Desværre fik FCK hurtigt udlignet efter en kontra og forholdsvis hurtigt i 2. halvleg blev det 1-2.
De to sidste mål faldt så i slutfasen, da Bagsværd forståeligt satsede uden at skabe det helt store.
Bagsværd havde succes med et pres langt fremme på banen i 1. halvleg. Spillere som Felix Delfs og Otto Øllgaard gjorde det fint. Det ligner en tur omkring 1. holdet om tre-fire-fem år, og de kan godt få følgeskab af Carl Haagensen.
Men generelt en godkendt indsats af de rødblusede.
FCKerne var vidt forskellige rent fysisk, som 14-årige ofte er.
De solgte sig dyrt
Bagsværds spillere kunne forlade banen med oprejst pande. De gav modstanderne en yderst jævnbyrdig dyst.