Røfler bliver afløst af kærlige ord
Boksesporten er knaldhård. Kroppen skal være toptunet. Så man både kan aflevere og modtage slag. Og hvis der er for meget lal under træningen, så får man det at vide i Gladsaxe Bokseklub. Så står den på skældud.
-Men så sørger vi lynhurtigt for også at skælde ”indad”, så vore medlemmer forstår, at vi virkelig holder af dem og kun har hævet stemmen for deres egen skyld, siger Jakob Egeberg Mortensen, der er formand i Gladsaxe Bokseklub.
Og meget kan klares med humor. Satire og ironi med et blink i øjet kan gøre underværker, så f.eks. et par drenge ikke kommer for sent næste gang.
Noget atypisk – vel nærmere for ikke at sige fuldkommen atypisk – så har han aldrig bokset en kamp.
-Jeg kunne virkelig godt tænke mig det, men undervejs i mit liv har jeg fået nogle traumer og hjernerystelser af varierende styrke, så jeg skal passe meget på mig selv, siger Jakob.
-Selv voksne kan bokse de såkaldte diplomkampe, hvor man kun markerer på sin modstander. Der er ikke noget med at slå igennem. Så sidder der så nogle dommere, der vurderer, om man har klaret de tekniske krav.
Jakob Egeberg Mortensen kom ind i boksesporten af ren og skær nysgerrighed. Sammen med to venner fra fitness-verdenen tog de ned i kælderen på Gladsaxe Stadion, hvor bokseklubben holder til.
-Mine to venner forsvandt meget hurtigt, men jeg blev fascineret af miljøet og de muligheder i få skabt en god klub, hvor man virkelig kommer hinanden ved. Faktisk er boksning ikke det vigtigste for mig. Det er mere den fællesskabsfølelse, der kan skabes. Her i klubben bliver mange medlemmer i lokalerne, når de er færdige med at træne. Her er vi alle lige. Unge og gamle, eliteboksere, nybegyndere , motionister, piger og drenge og religion, nationalitet tæller ikke. Det er dejligt at se når unge kan sidde og hjælpe hinanden socialt ved at tale sammen om ting, hvor vi voksne ikke bliver involveret.
Jakob Egebergs involvering i Gladsaxe Bokseklub er så intens, at man godt kan begynde at undre sig over, om han kan holde til det i længden.
Han erkender, at han blander sig i meget. Måske også for meget, men så ved han, at det bliver gjort som han gerne vil have det.
-Vi er dog ved at få struktur på mange ting med diverse underudvalg, så jeg ikke laver det hele. Vi er otte mænd over 40 år, og jeg kunne godt tænke mig at vi fik en kvinde og et ungdomsmedlem med i bestyrelsen. Især en kvinde vil være godt, for det ændrer tonen og effektiviteten, slår han fast.
Jakob er uddannet ingeniør, og der kunne han tjene en fin løn, men han har valgt at skaffe sig nogle penge ved at lave privatundervisning i matematik og fysik og så leve meget spartansk – i nærheden af det asketiske.
- I løbet af en dag er der vel 20-30 spørgsmål, som jeg skal tage mig af, så jeg keder mig ikke.
GladsaxeNetNyt mødte op i lokalet stensikker på, at der ikke ville være ret mange mennesker at holde styr på.
Og den spådom holdt stik. Men det er ene og alene fordi nogle er taget på ferie og mange andre har travlt med eksaminer og afslutninger.
-Senest vi opgav vores medlemstal til FIG, var vi 244, og det tal kunne sagtens være meget højere. En overgang var vi så mange, at nogle valgte at gå på grund af trængslen.
-Vi har valgt at lade nogle unge være gratister, fordi der simpelt hen ikke er penge til kontingent hjemmefra. Så der mister vi en indtægt, og vi mister et kommunalt tilskud, men det tager vi med.
Var der mere plads, ville der være en pæn portion ekstra medlemmer, er Jakob sikker på.
-Det ville være fint, hvis vi kunne få lokalet ovenpå. Men der holder nogle mindre foreninger til, og vi har ingen ambitioner om at nogen skal smides ud. Men måske kan der findes en praktisk løsning, så de kan komme et andet sted hen, siger han.
På trænerfronten går det fint med lidt over et dusin instruktører.
-Vi har nogle unge hjælpeinstruktører, der får en skilling hver. Resten arbejder gratis. Der er planer om, at vi sammen med IF Bytoften og Bagsværd Atletik Club skal deles om en DIF-instruktør, der kan tage sig af eventuelle trivselsproblemer.
Gladsaxe Bokseklub råder lige nu over 20 diplomboksere og 5 ”rigtige” boksere.
Mens Jakob Egeberg altså ikke har været i ringen med kamphandsker på, så fungerer han som træner, og det har givet en god portion selvudvikling.
-Jeg er basalt en meget blød og blid person så det pludselig at skulle stå og råbe efter folk tog sin tid.
I 2024 fik Gladsaxe Bokseklub Gladsaxe Kommunes Foreningspris.
Bokserne skælder også ”indad”
Jakob Egeberg Mortensen (nr. 4 fra venstre) har en hærskare af gode hjælpere og velopdragne unge omkring sig