Kultur

Beat, pop, rock på programmet

Beat, pop, rock på programmet
Henning Neerskov og Kurt Poulsen spillede som 15-årige til Budgetdagen, da Ole Andersen var borgmester.
Gamle musikvenner vil skabe ekstra kultur
Det hævdes, at når to danskere mødes, så danner de straks en forening.
Indtil videre nøjes Kurt Wiinholt Poulsen og Henning Neerskov dog med at kalde deres samarbejde Fællesskabet T7 – opkaldt efter de gamle lokaler, der engang i tidernes morgen lå på Telefonvej 7.
Som teenagere i 1985 dannede de et band – Rie Band – med sangeren Rie Rasmussen, der senere kom med i Danser med drenge. Den selvlærte Henning spillede trommer, og Kurt spillede guitar.
Kærligheden til musikken er enorm, og med Kurt som idemanden vil de nu se, om de kan stable noget på benene fire gange om året.
-Det skal være forholdsvis små, intime koncerter med 60-70 tilhørere. Vi lægger ud på Drop Inn på Telefonvej lørdag 5. september klokken 20. Musikken skal være pop, rock, blues, sing a song. Vi vil gerne give chancen til mange i underskoven, der måske har lavet en cd, siger Henning Neerskov.
-På sigt kan det måske udvikle sig til en forening. Det må tiden vise. Vi skal ikke tjene en krone på det her. Et eventuelt overskud vil blive investeret i andre koncerter. Vi vil også gerne rundt i kommunen, hvis det bliver en succes, siger de to.
Ved koncerten kan man sidde ved små borde, og der er mulighed for at købe drikkevarer.
Kurt Poulsen spillede med, da Michael Falck lavede sin AB-sang, og han var en overgang tæt på at være professionel musiker.
Deres egen smag er hen ad Michael Falck, Allan Olsen og Poul Krebs. Der er basis for både akustisk og elektrisk musik
Gladsaxe Jazzklub har gennem mange år haft held med at hverve medlemmer og holde et højt musikalsk niveau. Nu håber T7 at kunne gentage succesen.