Sport

Basketball-klub står til en bøde

Basketball-klub står til en bøde
Meget er blevet meget bedre i den gamle hal, men der mangler lige en perfekt resultattavle, hvor man bl.a. se stillingen, hvor længe et angreb har været i gang og hvor mange fejl de forskellige spillere har samlet sammen.
Faciliteterne er ikke i orden til comebacket i den bedste række
I slutningen af april meddelte Gladsaxe Basketball Klub, at man gerne ville udnytte muligheden og i den kommende sæson spille med i den allerbedste række hos herrerne.
Så skulle man rykke ind i sportshallen på Vandtårnsvej, hvor der skulle skrues gevaldigt op for styrken på lamperne. Og der skulle være en resultattavle, der lever op til de skarpe krav, så man kan følge med og se, hvornår man skal skynde sig at komme med en afslutning.
Det tog sin tid før det arbejde gik i gang, men for et par dage siden kom der fuldt blus på lyset. Nu er hallen forvandlet fra sovekammerbelysning til et sted, hvor man virkelig kan følge med.
Desværre er der ikke helt kommet styr på resultattavlen. Så når der lørdag aften spilles lokalopgør mod Værløse efter mange års fravær fra den bedste række, må man delvis tilbage til det manuelle system. Det er kun små detaljer, der mangler på tavlen. Men i den sportsgren kan selv et sølle sekund være vigtigt.
Håbet er, at den manglende ledning snart dukker op, så man i det mindst er helt parat til næste hjemmekamp.
Tingene skal være i orden, og i klubben regner man med at få en bøde, der vel kommer til at ligge omkring 3.000-5-000 kr.