Sport

Basket-herrer ind i ukendt land

Basket-herrer ind i ukendt land
Alejandro Moreno i midten af billedet, har været inde omkring det spanske U-landshold – det forstår man godt.
Modstanderne fra Værløse har skiftet næsten hele holdet ud
Når Gladsaxe Basketball Klub klokken 18.00 lørdag går i gang med comebacket i den bedste række hos herrerne i Gladsaxe Sportshal kender man ikke så meget til styrken hos modstanderne fra Værløse.
-Vi ved, at hele deres start-femmer væk, men vi ved også, at nogle af deres største profiler er tilbage i truppen, så det bliver nok svært, siger Søren Altmann.
Gladsaxe trænes af spanieren Xavi Hernandez, og der er to ting han kræver af sit hold, som han kun har haft under sine vinger i forholdsvis kort tid.
-Vi skal udvikle os, og vi skal vise vilje, så simpelt er det.
Gladsaxe lagde ud med tre træningskampe mod hold fra den sydlige del af Sverige, og de gav alle sejre. Måske var konkurrencen for svag.
-Til gengæld fik vi testet os af mod Holbæk, der har nogle store spillere, og det gik udmærket med et knebent nederlag til følge.
Lige som Xavi Hernandez er guarden Alejandro Moreno fra Spanien – nærmere bestemt Zaragoza – og han kan vise sig som en nøglefigur. Han har virkelig imponeret indtil nu.
Ambitionen hos Gladsaxe er selvfølgelig at blive hængende i rækken, få fat i et publikum og få skabt en sund økonomi.
Der vil komme kampe, hvor holdet bliver voldsomt testet af fem amerikanske spillere, det må man så lære af.
I Gladsaxe er der ikke just trængsel, når det gælder holdsport, der er med i den absolutte elite.