Et hav af fadæser endte med 2-7 i Vallensbæk
Bagsværd spillede og styrede og væltede sig rundt i chancer i store dele af 1. halvleg i nedrykningsspillet mod Vallensbæk, der før dagens kamp lå på sidstepladsen.
Der var bare lige en fejl: Da dommeren fløjtede til pause førte Vallensbæk med 4-0. Alle målene sat ind af Tobias Pihlman.
Bertram Søgaard i målet lagde for med at bevæge sig ud på en skovtur så langt væk fra målet, at det var lige før han skulle have en GPS for at finde tilbage. Så førte Vallensbæk 1-0. Bolden nåede dårligt at blive givet op, før det gik galt igen. De øvrige forsvarsspillere hos Bagsværd var solidariske med keeperen og stod nærmest i kø for at lave fejl. 2-0.
I den anden kunne Bagsværd ikke udnytte et hav af oplagte chancer
Så gik der 20 minutter, før der kom to nye grove fejl. 3-0 og 4-0. Og oveni det hele fik Noah Sloth Petersen det røde kort.
Cheftræner Patrick Markussen talte med meget store og høje ord, da han i pausen skulle evaluere. ”Det er det argeste l… Sig lige fra, hvis I ikke har lyst til at være med i 2, halvleg.”
Det havde Bagsværd så trods alt, og med 10 mand lykkedes det hurtigt at reducere to gange til 4-2. Men i slutfasen, hvor der blev satset, scorede Vallensbæk let tre mål til slutresultatet 7-2.
Nu har de fem dårligste placerede hold alle 13 point med to runder tilbage. Bagsværd møder lørdag hjemme Taastrup og ugen efter går turen til Gladsaxe Stadion til lokalopgøret mod Gladsaxe-Hero.
Fredag tabte Gladsaxe-Hero ude med 0-1 til Rudersdal. Lørdag gælder det udekampen mod BSF.
Bagsværd i ekstremt gavehumør
Bagsværdtræner Patrick Markussen havde al mulig grund til at skælde og smælde i pausen. Alt hvad der kunne gå galt - gik galt.