Nyheder

Annoncen virkede: Bageren blev løbet over ende

Annoncen virkede:  Bageren blev løbet over ende
Salah Hadi laver små forbedringer hver dag og glæder sig over, at kunderne kommer i en lind strøm. Det ligner en sejr i kampen mod butiksdøden med den lille, lokale butik.
Rita Bageren er åbnet på Bagsværd Hovedgade 77. Det var just ikke alle, der havde bemærket det. Så satte ejeren Salah Hadi en annonce i GladsaxeNetNyt – og vupti: Budskabet var spredt. Der kom så mange kunder i søndags, at han blev nødt til at bage tre gange. Hylderne var tomme i første omgang klokken 9.15.
Så i fremtiden bliver der bagt rigeligt med brød. Også kager til eftermiddagskaffen
-Det er jo vildt dejligt, at kunderne har taget så godt imod mig. Jeg fornemmer, at de vil have det som i gamle dage, hvor man gik til bageren søndag morgen og kom hjem med brød, der stadig var lunt, siger Salah, der også har registeret ekstra tryk på fredag og lørdag.
Der har været elektroniske beskeder med rosende ord. En kunde spurgte, om hun kunne være sikker på, at der var lige de pålægsting, som hun gerne vil have, når hun skal have brød med til kollegerne til mødet i firmaet. Så det bliver fikset.
-Roserne har været mange, og så har der været små kiksere, som jeg selvfølgelig har lært af. Jeg har mange ideer, som jeg gerne vil føre ud i livet hen ad vejen, siger Salah, der er glad for, at han lod sig overtale til at annoncere.
Det er bedre at bruge lidt penge end at leve en tilværelse i delvis anonymitet.
Og det gælder også nye frisører, hundesaloner, grøntbutikker, restauranter, ejendomsmæglere etc.